Overdrivelse fremmer forståelsen, og dog . . .

Tirsdag eftermiddag besluttede jeg at spare både mig - og især gemalen - for bøvlet med kørestolen, når jeg skulle i StrikCafé fra kl. 15-17 - og det var jo også gået så fint om formiddagen med at gå på trapper. Så jeg gik ned af hovedtrappen (med gemalen foran) og over småstenene til bilen. Vi kørte ind i gården bag caféen, og jeg fik forceret det ene trin til den udendørs terrasse og fik mig placeret.
Så langt så godt - og det var hyggeligt i de 2 timer, men jeg havde jo benene nede, så da jeg skulle hjem igen, var det slet ikke let - for at sige det mildt!!
Britt havde lovet at køre mig hjem og hentede bilen, men selv den korte afstand var næsten uovervindelig - men viljen kan gøre meget - og jeg kom ind i bilen. Britt holdt midt på gårdspladsen, og her skulle jeg have bedt om kørestolen, men det er jo let at være bagklog! så jeg gik med besvær og meget små trin hen til trappen, som nærmest var uoverstigelig. Med mine sidste kræfter fik jeg trukket mig op ad trappen og direkte i seng med frosne ærter - foden var uforsvarligt hævet og øm. Det har man så ud af sin viljestyrke . . . .
Onsdag fik vi besøg fra Møn - og Lillian havde - inspireret af mit billede fra Spisestedet Eleonora
medbragt en lækker frokostanretning og dertil hjemmebagt rugbrød og franskbrød - lækkert! Lillian hjalp også med diverse opgaver på matriklen - og gik endog på 1. sal og fandt minsandten den blå kattedåse, som jeg ikke selv kunne finde tirsdag.
Jeg for min part holdt mig mest muligt i ro efter tirsdagens overdrivelser.