torsdag den 26. februar 2009

Halsedisser til krisecentre


Der kom en besked på rokken om, at Krisecentrene manglede huer, vanter og halsedisser til børn.
Egentlig var jeg - efter mine 3 Fiona-kjoler - begyndt på en lille pause i varmestuestrikken, men "noget skal man jo lave" indimellem rengøring og oprydning, så . . . . . .


Der var sendt et link med opskrifter på halsedisser - og jeg startede på den, men kanten rullede, så jeg fandt frem til den opskrift jeg tidligere har strikket efter
- starter foroven på rullekraven - strikker 2 ret, 2 vrang ca. 13 cm og deler så til for- og bagstykke. På den måde kan jeg udnytte de mange (især hvide) rester, jeg fik fra varmestuestrik.
jeg er nu ligestraks færdig med den 8. halsedisse - målet er 10 inden på søndag, hvor der skal afleveres strikketøj.

Endnu en Round Robin block

Det lykkedes mig at få syet endnu en blok til RR - denne gang skulle det være crazy quilt teknik. Det har aldrig været noget, jeg har beskæftiget mig ret meget med - men jeg havde lige et stykke stof med et billede af Albert - så det måtte bruges, og jeg kastede mig også ud i lidt broderi - egentlig er jeg ret pjattet med franske knuder - så man skal jo ikke lade en sådan lejlighed gå forbi

sne på Stevns uge 9/2009

Uge 8 betyder vinterferie i skolerne på Stevns - og i år har skolebørnene været heldige, det har faktisk sneet næsten hver dag - her på matriklen betyder det, at der må mere fodder ud til fuglene, så de har noget at stå imod med i kulden - vi nåede ned i nærheden af -10 grader!! Her sidder en solsort og venter på, at der kommer mad (hoved)Indkørslen var sneglat, så de få gange, jeg var nødt til at køre ud i vejret, valgte jeg udkørslen på den anden side af branddammen, den er knapt så stejl.
På dage som disse kan man virkelig værdsætte at være på efterløn, så man ikke skal ud at køre kl. 6 om morgenen - eller før!! Sidst på ugen var det blevet lidt varmere, og sneen på vejen tøet Gedebladsbuskene på gårdspladsen ned mod branddammen var smukt pudrede- og flere fugle venter på mad!!

søndag den 15. februar 2009

Endnu en Fiona færdig

Så blev endnu en Fiona færdig. Denne gang strikket i 2 tråde gult maskingarn - og med hvide striber (surprise!!)

Så må det vist også være tid til at strikke lidt til mig selv - skal det nu være at fortsætte på livsstykket - eller endelig starte på Lastrada - eller strikke ungkarlesokker - eller måske noget helt fjerde, der er jo projekter nok at give sig i kast med!
tja, det vil vise sig - jeg kunne jo også læse videre i Leif Davidsens På udkig efter Hemmingway - eller sy lidt patchwork
åhh, hvor er det svært at være efterlønner - med alle de muligheder/valg, der er :-)

torsdag den 12. februar 2009

Bryllupsquilt - WISP

Heldigvis "skal" jeg jo til patchwork hos Else Mikkelsen i Frederikssund en lørdag hver måned - ellers fik jeg da næsten ikke syet noget som helst.
I lørdags fik jeg så startet på at få samlet blokkene fra brylluppet 080808 - opsætningen bliver som vist - jeg skal blot have flyttet rundt på de blokke, hvor der er skrevet i - og så have syet dem sammen - det værste er at tage sig sammen til at gå på loftet og starte :-)
det er dog også blevet til en blok på en round robin, der har ligget så alt, alt for længe, hvilket får mig til at citere:
UFO = UnFinished Objects
WISP = Work In Slow Progress
Wisping = This is what you are doing when you work on WISP's
Very Wispy = Projects that are very very old

Varmestuestrik til krisecenter

På krea-møde i december fik jeg 2 poser med forskelligt garn til strik til små piger.

I posen var en hel del nøgler hvidt garn - uden bandarole - og i forskellige kvaliteter. Hos Sanne købte jeg hendes mønster på Fiona. Der skulle bruges 100 g til kjolen - og der var lige 100 g af noget lyserødt, blødt.

Jeg valgte en lille rest lyseblåt til striberne - og sta
rtede tirsdag aften. Jeg strikkede omkap med garnet - men tabte :-
) dvs. løb tør for lyserødt - og måtte så slutte af med striber i lyseblåt og hvidt. Jeg var færdig med kjolen torsdag aften.
Nu havde jeg fået blod på tanden og startede straks på næste Fiona - der var et nøgle gult! Klog af skade startede jeg med striber i hvid og orange - og puttede hvide striber i det gule - og mandag aften var jeg færdig med den.
I posen var også en mængde gult maskingarn - så det er jeg startet på - kald lige det samlebånd :-) Forhåbentlig er der nogle små piger på krisecentre, der bliver glade for kjolerne.
Når jeg nu lige taler om garn, jeg har modtaget fra Rokken.dk - så er der for nyligt modtaget noget stof til at sy af til varmestuer m.m. - og det har fået midlertidig ophold hos en rokker, der skriver: Noget af stoffet kan få midlertidig opholdstilladelse i 2720 Vanløse, hvis det har interesse.Forestiller mig avisoverskrift
"Fund af større portion stoffer hos Rokker, inden det skulle fordeles rundt i landet. Den pågældende er idømt 3 måneders "håndlås" med fingerbøl.

Så kom sneen da endelig til Stevns

Tirsdag begyndte det at sne - de havde lovet det længe, men hver gang blev det alligevel ikke til noget - men tirsdag den 10. februar 2009 skete det.
På grund af vinterferie i andre kommuner, skulle alle de 3 tirsdag formiddags (kl. 10-13.30) vagter "noget andet", så jeg tog vagten i Kirkens Korshærs Genbrugsbutik i Strøby Egede Center sammen med Aase - og det er egentlig så hyggeligt at have "en anden" vagt. Vi fik sorteret i fritvalgs småbørnstøj kasserne - og der var også kommet en del tøj i containeren - så det var en travl vagt.

På vejen hjem var der så snesjap på landevejen - jeg kom til at køre bag en saltspreder - og sådan en kommer man ikke lige udenom!
Efter StrikCaféen i Café Algade kl. 15-17 kørte jeg forsigtigt hjemad i sne - og onsdag morgen så der sådan ud på gårdsplads og i haven.

en påståelig hund

Da Dooley for år tilbage flyttede ind sammen med naboen, var han 5 måneder - og da han opdagede vores Diana, mente han, at han ligeså godt kunne være hos os som derhjemme.

Jeg på min side besluttede, at hvis han skulle være så meget hos os, så skulle han lære 2 ting - at ligge i sofaen - og at tigge ved bordet!!!
Nu er det sådan, dels at Dooley's mor måske en gang har set et billede af en labrador - dels at Dooley aldrig nåede at stå i den kø der, hvor man uddeler hjerner - men han er en sød og kærlig hund - dog ikke meget tålmodig. Når han kommer, er det som skudt ud af en kanon - og døren skal åbnes STRAKS!!!
Så kommer vi til det påståelige - når Dooley har bestemt sig for noget - ja, så VIL han altså - som i går, da han mente, at når Gert sov "morfar" - så kunne han ligeså godt gøre det samme.
Så han hoppede op på maven af Gert: "er jeg ikke bare sød" - og selvom Gert ikke helt var af samme mening, så lagde Dooley sig ned - og de sov "morfar"
Det skal tilføjes, at der så heller ikke er problemer, når vi har været bortrejst i længere tid - Diana flytter bare ind hos Dooley - og hun er tillige i meget bedre form, når vi kommer hjem :-)

søndag den 1. februar 2009

Hedebindesjal

Jeg nåede lige at blive færdig med mit hedebindesjal inden januar løb ud - her til aften blev det vasket - og "forsøgt" udspændt på gæstesengen - som det kan ses, er det lidt vanskelligt at spænde ud.
Det er strikket i flere farver af mit tynde gotlandsgarn på knitpicks rundpind nr. 4.
Afslutningskanten er en hestetømmeaflukning - og det er en sej omgang, når der er mere end 500 masker, der skal lukkes af.