søndag den 22. november 2009

Sommerhus og billige patchworkstoffer

Som sagt kørte vi til Dansk Factory Outlet i Langeskov.
De har købt nogle containere fyldt med stof og garn - de åbner en container hver måned - og da vi kom dertil kørte de på 4. uge af den første container, så det bedste var nok allerede solgt. Jeg har ledt efter noget lysegråt, som kunne danne bund for AnnAKa engleløber - det er ikke nemt - men jeg fik da noget - bl.a. Hoffmann gråt med sølv - og noget blåt både til jul (Debbie Mumm) og resten af året :-)
Der blev også til noget gult/gyldent - en del Kaffe Fassett

hvad jeg lige skal bruge det til, vil tiden vise - måske kun til ae-stof :-)

Jeg gik efter noget lyserødt til en rosa/lime Morning Star quilt - og jeg fik da også et enkelt stykke - resten er lidt forskelligt - bl.a. Michael Miller
- og så var der også lidt snore til poser - dem skal jeg jo også på et tidspunkt have syet "en million" af . . . .
Derefter kørte vi så lige til Odense på Kirkegården - og til sommerhuset, hvor vi fik ryddet havemøbler til garagen, hængt kalciumklorid op - lukket for vandet og hældt salt i toilettet, fik alle pelargonierne pakket i 2 klapkasser og taget sengetøj m.m. med hjem. Isabella fik samlet en stor pose skaller (igen!) og Diana fik løbet lidt. På hjemvejen var vi i Bilke Odense, hvor vi investerede i et par nye lys-kæder til udendørs - og et lille juletræ til gårdspladsen. Vi var hjemme ved 20-tiden - og så blev der "sovet fjernsyn" . . . .

Fyn og garn

Lørdag kom endelig dagen, hvor vi skulle til Fyn og lukke sommerhuset for vinteren. Jeg havde erfaret, at der i Langskov var et Outlet med billige stoffer og garn, så det var med på dagsplanen. Vi kørte hjemmefra kl. 8.30 i sol og 12 grader dejligt vejr - endelig! efter mange dages evindelig regn og blæst.

Hos Isabella og Frida i Nyborg fik vi lidt kaffe og chokoladeboller, hvorefter Isabella kørte med os til Langeskov. Jeg købte lidt stoffer - herom andetsteds - og fandt så også det grønne sokkegarn - 100 g for 19.50 - jeg fortalte det til Isabella - og hun købte 3 nøgler - så nu er der rigeligt garn til strømper her på matriklen. Garnet hedder Trekking XXL - 75% uld, 25% polyamid - løbelængde 100 g/ 420m

søndag den 15. november 2009

Gotlandsforeningen - Klub sydsjælland uld- og skindíndsamling

Søndag den 15. november var flaget hejst - temperaturen var ca. 10 grader - og vigtigst: det var tørvejr!!! Med kun 2 solskinsdage i november - og al den regn, vi gerne ville have haft hen over sommerens tørke - er det jo luksus med en dag med tørvejr - og oven i købet kom "Hans Olsen" også forbi - i glimt . . .

Klub Sydsjælland, Gotlandsforeningen, havde den årlige uld- og skindindsamling - og for 3. år foregik det her på matriklen.

Selvom det er længe siden, vore får blev klippet, var det først fredag aften, jeg fik sorteret og fyldt ulden i papirsposer - sommeruld. Vinterulden var jo pakket - og lørdag, mens jeg var til patchwork i Frederikssund, fik Gert ryddet op på "fjernlageret", så der var plads til
Inge og Gertrud, som står for papirarbejdet - skriver sedler til skindene - og regninger for ulden. Selvom vi nu får ens pris for sommer- og vinter uld og lammeuld(12 kr/kg), så skal det jo være sorteret.

Preben - med hjælp af Lone samt Charlotte og Peter - stod for vejning af ulden

Derefter hældes ulden i de store hvide poser - store kan man godt kalde dem - der var i hvert fald brug for stiger til det sidste .

6 store poser uld blev det til, hver på sin palle

Der var åbent for indlevering fra kl. 10 til kl. 13 - og lige omkring kl. 13 var der trængsel af biler på gårdspladsen
- men vi fik det hele med
- og så kom Jan i arbejde og fik kørt alle paller ind i laden
Jan bor "nede i byen" og er uundværlig for hele byen - ikke alene kører han en runde flere gange om dagen - men han er også den, der passer på husene, når vi er bortrejst - og på denne dag er han den, der kommer med trucken og transporterer . . .

Nu er laden blevet fyldt godt op.
Der blev 4 bure med skind - klar til afhentning først næste uge - til Tranås, Sverige, til garvning. De kommer retur i marts/april måned - dejlige, vaskbare lammeskind til beklædning eller til babyskind


og ulden bliver nok også afhentet i den nærmeste fremtid af Henrik Hjelholt
og bliver til det dejligste gotlandsgarn . . . .

Sorø sy og Rens - julestue

Hver torsdag fra kl. 10-15 har Birthe i Lille Heddinge åbent hus for kreative.

Indimellem tager de på udflugt sammen.

Torsdag den 12. november havde de aftalt sammen at køre til Sorø Sy og Rens for at se en af de 3 juleudstillinger i år.
Da 4 af deltagerne også kommer til StrikCafe, var det lykkedes mig at få lov at komme med ;o)
Vi var 9 i 3 biler, der kørte afsted - Vi parkerede og gik først et smut hen i butikken for "li'som" at sondere - derefter vandrede vi i regn og blæst ned i den anden ende af hovedgaden for at få frokost - dejlig mad! og derefter retur til butikken - og over i "privaten" hvor hele huset var pyntet op til jul. Fantastiske dekorationer, quilts og småting - og der blev indkøbt både mønstre og stoffer!!! I det hele taget var det jo et tilløbsstykke, hvor der blev hilst på mange kendte ansigter - dejlig dag . . .

mandag den 9. november 2009

Sjal med swing

9. november 2009. For 20 år siden faldt muren - og for 41 år siden var der bryllup. Sidste år var første gang, jeg fik en buket på dagen - og i år fik jeg atter en buket!! - men, som DH udtalte - det skal ikke blive en vane . . . . .
hvorfor ikke - ?
For en lille uge siden blev jeg færdig med dette sjal -
Endelig i dag fik jeg mig taget sammen til at få det vasket - og det ligger nu udstrakt på en seng og tørrer. Opskriften er strikket i 250 g Kitten Mohair med løbelængde 50g/165 m

Garnet er Sandnes mini Palett superwash, farve 0960, som jeg købte i Vordingborg. Her er løbelængden 100 g/ca 420 m - så jeg skulle have nok garn - og det havde jeg!! Endda med et par mønstre mere end opskriftens
Pinde nr. 5
- og jeg har brugt knapt 2 nøgler á 100 g.

Nu ved jeg jo, at Kauni garn kan være lidt ustabilt i farveforløbet - og vinder det derfor op - men det var jeg ikke opmærksom på ved Palett, som jo er et noget dyrere garn. Derfor kom det også som en overraskelse, at der pludselig kom alt, alt for meget af den orange-røde, så jeg måtte strikke en del pinde tilbage og knække garnet af . . . . men nu tror jeg, at jeg bliver tilfreds med sjalet.

søndag den 8. november 2009

Ugen, der gik

atter en uge er gået - tiden bare flyver afsted.
Mandagen startede med endnu et besøg hos tandlægen - en tand var knækket, den blev rodbehandlet for 17 år siden - jeg husker det som i går. Tandlægen lokkede med en krone - men hvad, hvis en lapning kan vare 17 år, så er det vel også noget . ..
Mandag aften havde vi møde i Red Barnet Køge lokalforening - det blev et langt møde, hvor vi skulle have omfordelt ansvaret. Inger havde ringet til mig tidligere på dagen - og hun vil gerne være med igen. Her kunne jeg komme med en dumsmart bemærkning - det vil jeg undlade - blot glæde mig over at kunne trække på Ingers 28 års erfaring . . .
Jeg skal lige huske at fortælle, at søndag kom vore gulerødder ovenjords - de er godt nok store - nærmest et helt måltid i en enkelt gulerod :-)

Tirsdagens normale program med børnehave fra 9
11 - hvor jeg først kom derfra kl. 12,30 - og StrikCafe kl. 15-17,
blev suppleret om aftenen med gruppemøde her på matriklen - så jeg fik lige kogt lidt jordbærmarmelade midt på dagen . .
Onsdagen bragte regn og heftig vind fra øst - ingen får på marken - luften var absolut ikke mildnet!!! Dette var dagen, hvor jeg skulle vælge mellem 3 vigtige arrangementer: RosQuilterne havde deres hverandenonsdag møde - og Birthe ville undervise i en lille Lene Bjerre inspireret pung - spændende . . .
Red Barnet - der var samarbejdsmøde i København og på programmet var bl.a. genbrugsbutikker . . .

men så var der også min gode veninde og støtte, som i Køge blev fejret for 50 år i gildet. Det var absolut det arrangement, der blev valgt!!!
I løbet af dagen var jeg begyndt at hoste - vanlig tør hoste - så om torsdagen forsøgte jeg "at tage den med ro" for at det ikke skulle udvikle sig.
Normalt konstaterer jeg, at med de udgifter, vi har til DH´s medicin, har vi ikke råd til, at jeg bliver syg - og det bliver jeg da normalt heller ikke - så måske slipper jeg denne gang - ??
Men jeg havde så også en aftale med Inger om at "komme forbi" hende" Vi skulle jo tale ikke mindst om Red Barnet Bolsjer, som havde været Hans's elskede opgave - og nu skal vi forsøge at føre det videre - det bliver så på flere hænder - men vi må se, om vi kan leve op til det . . .
Jeg var lige et smut omkring REMA1000 i Ølby Center, hvor vi har fået lov til at stille juletombola op fredag den 27. og lørdag den 28. november - det bliver spændende med et nyt sted:-)
Efter besøg hos Inger kunne jeg lige nå et besøg hos Patchwork-butikken - var heldig, at Dorthe Jollmann var der - jeg havde nemlig et spørgsmål til taskehanke. Det blev klaret - og jeg blev da også fristet af et AnnAKa juleløber mønster (ses på forsiden til venstre) - vi skal jo være på matriklen i julen i år, så måske kan jeg nå at blive færdig - ??
Fredag var hosten blevet værre - men jeg skulle jo i Kirkens Korshær Genbrugsbutik - min fredagsvagt er 13.30-17 - og salget var godt!! Marianne var min hjælper, og hun kastede sig over sortering af afklippede knapper :-)
Natten til lørdag hostede jeg mere, end jeg sov - så jeg var godt brugt, da jeg kørte hjemmefra for at være i genbrugsbutikken kl. 10-13 - men vi solgte overraskende godt - så det var fint - da jeg kom hjem sov jeg hele eftermiddagen, indtil jeg fandt en opskrift på squash tærte
- en af de sidste squash blev revet og ristet på panden med løg og hvidløg. Æg, mælk og salt/peber blev pisket sammen - den revne ost var blevet for gammel - så den blev udeladt - ligesom persillen - men jeg tilføjede skinke-strimler - så det blev såmænd ikke så ringe endda!!
Lørdag nat valgte jeg så at ty til "opium'en" - og sov tungt lige til kl. 9 - og der var heller ikke meget liv i mig resten af formiddagen.
DH havde plan om at vi skulle hente hø - men idéen blev droppet - og jeg gik på loftet og kiggede efter inspiration - det blev til et sakse-etui til Kirsten, der fyldte år lørdag - så gaven er ikke ret meget forsinket . . . .
Stoffet med røde trådruller passer perfekt til min røde skræddersaks med "red hat lady"-vedhæng
- og så er det vist tid til at se forbrydelsen.
I morgen må vi så se at få hentet noget hø . . . . .

søndag den 1. november 2009

blomster på bordet


Jeg er stadig ikke god til blomster i stuen - men det bliver bedre
I går fik jeg taget mig sammen og var i haven efter hortensia og sct.Hans blomster - de kom i denne lille sølvskål, som normalt står på et lille bord ved siden af brændeovnen - men p.t. buldrer den deru'a'
- så den kom på spisebordet - det er da meget pænt . .

Varmestuestrik - afleveret

Jeg har efterlyst en sav-fører, men heller ikke i dag lykkedes det - så jeg gik i gang med et større om-rokeringsprojekt ved Hoveddøren. Jeg har længe ventet på, at "nogen" skulle fjerne/nedtage den store radiator, som ikke bruges
- men det sker øjensynlig ikke - så jeg fik sat DSs store spejl op under vinduet, flyttet den lille kommode ned under - og min mors fine kommode med indlagt træ flyttet fra stuen og til den lille kommodes plads.
Min mors kommode blev som mange andre møbler, blot anbragt, hvor der lige var plads - og det var der ved klaverbænken, under blomstervinduet - ikke særligt fikst, men det var jo midlertidigt.
Midt i, at jeg flyttede rundt - ringede Siff fra rokken.dk - og fortalte, at hun indenfor den næste time ville komme "forbi" og hente mine stakke af varmestuestrik.
Der var endnu 3 nederdele i vendestrik - resterne af det garn kom i en pose til Siffs garndepot
og der var 3 halsedisser til krisecentre - af noget garn, der "lå i vejen"
På et tidspunkt i foråret ryddede jeg op i mine sokkegarn-rester - og det blev til disse 2 par sokker til hjemløse - str. 45-47
Til min store overraskelse medbragte posten en dag en stor pakke med garn.
Der var 4 nøgler á 100g gråt - sammen med nogle af egne rester blev det til 5 par sokker - str. 45-47
Der var 4 nøgler á 50g blåmeleret blev sammen med resten af det grå - samt en lille rest blåt flerfarvet til 3 par sokker - atter str. 45-47 - færdigstrikket på busturen til Ungarn
der var et enkelt flerfarvet blåt - det blev sammen med min egen dueblå rest til et par damesokker - ca. str. 39
I kassen var der et stort nøgle grøn-brunt garn - det viste sig at bestå af mange, mange mindre stykker - så jeg strikkede blot een hue til en hjemløs - resten af garnet fik Siff med hjem
I kassen var der også noget "snilder-snalder" garn, som jeg mente kunne blive et sjal - men så fandt jeg denne opskrift: og det var da en fin idé - jeg slog 20 masker op (havde lavet strikkeprøve) og strikkede derudaf - det blev til et halstørklæde :-)
Det er Hjertegarn Romantie - nærmest "rystegarn"
Næste gang slog jeg 30 masker op - og strikkede car 70 cm - det fungerede - blev syet sammen og blev en "halsedisse" - og en til - og en på pindene - der var noget lignende garn - også det blev til en halsedisse - det er dog mere masivt og bruger dobbelt så meget garn. - ialt 3 halsedisser og en på vej til næste afhentning . . .
Endelig købte jeg et stort nøgle garn i SuperBrugsen - der blev - foruden den til Slagelse - 4 huer til hjemløse - den ene tilføjet noget blåt
Jeg nåede også en grovsortering i diverse smånøgler - det blev en posefuld til Siff´s garnlager

Der ser faktisk næsten tomt ud her nu . . . . Men det er så dejligt!!!

Geilsk rundstykke


Jeg har helt glemt at fortælle, at jeg - endelig - er færdig med rundstykket - her ligger det og tørrer -
strikket i 100% silke fra Phildar - noget garn, jeg købte i gårdbutikken i Føns, som vi besøgte, da vi var til strik-in hos Sus i Nr. Aaby.
Jeg har både rødt og grønt Geilsk silkeuld liggende til endnu 2 udgaver.
Rundstykket er dog endnu ikke båret - da jeg har lukket for stramt af - og det kan tage nogen tid at tage sig sammen til at "strikke tilbage" - og lukke løsere af - men den tid kommer jo nok!!

- og lidt her fra matriklen

Mens vi boede på Boelshøj, fik vi hver dag Dagbladet smidt i indkørslen, og Diana fik lært at hente den, fra hun var helt lille.
Efter vi i 2001 flyttede her til Solbjerggaard, er alle aviser blevet lagt i en postkasse midt i byen - og der har jævnligt været for få aviser - i uge 43 var der ingen avis til os mandag - og heller ikke torsdag - så jeg skrev og foreslog, at nu - hvor vi efterhånden kun er 3, der modtager Dagbladet - måtte vi da kunne modtage avisen i indkørslen - avismanden kører trods alt forbi både hen til postkassen - og også på tilbagevejen - og det kunne vi!!!

Diana har ikke glemt at hente avis - og hun er så stolt :-) Naboens hund Dooley vil også hjælpe til . .

Forleden dag kom posten med endnu 3 bøger fra det amerikanske forlag Martingale/That Patchwork Place - til anmeldelse i Kludemagasinet. Jeg fik ikke flyttet kassen - og selv om den egentlig er for lille - har Albert også valgt den at ligge i . . .

På Lolland havde vi en gammel vin på Sydmuren - gammel, ja, for min far, der døde i 1982, hjalp min svigerfar med at plante den.

Da vi solgte gården og flyttede hertil, tog vi nogle stiklinger, 1 blev plantet ved køkkendøren (mod syd) - og 2 på den overdækkede terrasse - i år har de for første gang båret "rigtigt pænt"








Fellowship Day 2009

Nu skulle man jo tro, at week-end'ens oplevelser havde taget "pippet" fra mig - men sådan er det ikke - vi skulle jo fejre Fellowship Day i Sct. Georgs Gildet/Gøngernes Distrikt.
Distriktsledelsen havde bestemt, at i år skulle det være i Vordingborg - og vores DIS havde fundet ud af, at vi kunne være i Café E.M.M.A. - kommunens kantine. De senere år har der ikke været stor tilslutning, så derfor havde jeg det lidt som Mimi Jakobsen - kunne ikke få armene ned - jeg modtog ikke mindre end 85 tilmeldeldinger!! - så mandagen gik med printning af program og sange - samt deltagerlister - men det er jo skønt, når der er tilslutning!!
I foråret havde DH og jeg i Ældresagen hørt et foredrag af tidligere skoleinspektør i hhv. Hellested og Hellested/Boestofteskolen - Gunnar Christensen, Køge, hvor han fortalte om sin pilgrimstur "i Frans af Assissis fodspor - og jeg kontaktede ham efterfølgende og fik en aftale. Caféen kunne servere italiensk mad - så vi GIM'ere slap for det. Det var atter et spændende foredrag, som jo ikke blev ringere af, at Gunnar selv havde været spejder i 15 år - og der mødt 3 gode venner: rygsæk, underlag og sovepose . . .

søndag i Fredericia og Nyborg

Man skal jo benytte sig af at være "sluppet fri" - og søndag den 25. oktober kørte jeg fra Trinity kl. 14, og via et kort besøg hos min kusine, som var snottet, kørte jeg til Dronning Margrethe hallerne, hvor der var husflidsudstilling. Selvom jeg ankom kl. 15 - dvs. 2 timer før lukketid - måtte jeg betale fuld entre (kr. 80!!!) skumle, skumle.

Der er en grund til, at jeg ofte vælger husflidsmessen i Roskilde fra - og den grund kunne jeg have brugt her - der er simpelt hen for meget krims-krams, som jeg ikke er interesseret i . . .

Jeg mødte dog nogle patchworkere, som jeg fik en snak med - og jeg investerede hos Tante Grøn i en spændende opskrift på tørklæde 3i1 - og ligeså spændende garn i forskellige farver inkl. limegrøn!! Jeg var heldig at få 11 D-ringe (skal egentlig bruge 12 til folde-ud syæsken, men kan vel improvisere) - og så fik jeg noget knyttebånd - Frida ønskede turkis . . .
Jeg havde god tid de 2 timer, jeg havde til min rådighed . . .

Derefter kørte jeg mod Nyborg, hvor Isabella ventede med dejlig tærte - jeg havde medbragt 2 strikkede huer - Isabella er lærer i Slagelse - og møder der 2 hjemløse, der bruger plastikposer som huer - nu får de hver en strikket hue!!
Den blå er af garn fra Brugsen - den brun-stribede er af superwash garn - Hanne Kludekone havde nogle rester, hun ville sende mig - der var en hel kasse med en snes nøgler!!! nu har jeg rigeligt garn til mange huer - og måske også andre projekter til hjemløse samt til kvinder og børn på krisecentre

Red Barnet Landsmøde 2009

Week-end'en den 24. og 25. oktober havde Red Barnet deres landsmøde på Trinity, Fredericia
Børge Wagner spillede til Red Barnet sangen, som blev sunget i 2 tonearter!! - sjovt - men det virkede . . .
Derefter fik Generalsekretær Mimi Jacobsen ordet - og hun talte begejstret med masser af taknemlighed, men også med et ønske om endnu mere hårdt arbejde fra alle frivillige.
Hun startede med 2 løftede arme, som hun havde svært ved at få ned igen efter et succesfuldt år, der har stået i lokalforeningernes tegn.
Som frivillig i Red Barnet skal man gøre det, man er god til, og det man har lyst til. Det skal være en fornøjelse at være frivillig i Red Barnet
Mimi Jacobsen førte os derefter 90 år tilbage i tiden. Tilbage til den "overklassemokke" Eglentyne Jebb, der grundlagde Save the Children med mantraet: "Enhver krig, der bliver ført, bliver ført mod børnene". Derfor pointerede MJ, at alle verdens børn skal hjælpes - også børnesoldater og terroristers børn.

Sluttelig opfordrede MJ lokalforeningerne til at råbe op overfor politikerne, når Red Barnet sætter fokus på børnefattigdom i Danmark op til kommunalvalget den 17. november.

59.000 børn i Danmark lever i fattigdom - plakater med "for fattig til frokost", "for fattig til ferie" "for fattig til fødselsdag", "for fattig til fodbold" er på vej ud i Danmark.
"Ingen kan redde alle, men alle kan redde nogen"
Resten af dagen kunne vi vælge mellem 4 forskellige workshops - om aftenen socialt samvær - og søndagen hørte vi Hovedbestyrelsens beretning - og sluttede formiddagen af med aktivitetsværksted - med gode idéer til, hvad vi kan gøre i lokalforeningerne. Klokken 14 var det tid til afrejse