Søndag havde vi atter i år en mellemvagt i Kirkens Korshærs lille hus i Tivoli, dvs. fra kl. 15-19. Vi kørte hjemmefra klokken 13, parkerede i Køge og tog S-toget til Hovedbanegården. Vi havde brev med og kom ind via personaleindgangen. Vi var atter i år i god tid - god nok til at vi kunne købe brændte mandler og tage lidt billeder i dagslys. Vi var varmt påklædt til lejligheden, men det var i år langt mere "menneskeligt" at have vagt end sidste år, hvor det var bidende for koldt
Formiddagsvagterne var glade for afløsning, de frøs, hvilket jeg ikke helt forstod, for der var opvarmning ved en olieradiator - og ingen kold vind udefra.
Der var mange mennesker og godt salg af diverse strikvarer, verdens bedste lys fra de frivillige i Dianalund, kort, merchandise og ikke mindst årets smykke, designet af Pilgrim. Der blev budt på mangen en kop Merrild kaffe - og snak, så det var rigtigt hyggeligt. Vi skrev lidt i Tivolibogen - og efter vagten gik turen til Den Skaldede Kok, hvor vi sad udenfor og fik flæskestegsandwich. I området ved det russiske tema var en bod med A.C. Perch's Thehandel (1835), hvor der var smagsprøver på 2 julether fra samovarerne - jeg investerede i grøn julethe samt en lækker mørklilla dåse, hvorpå står A.C. Perch's Thehandel . . . . Vi kiggede lidt på lysene og så gik turen hjemad med S-tog og bil.
Jeg havde medbragt 1 hue og 5 par sokker - havde gjort meget ud af at skrive størrelse samt garnkvalitet på - men det var der langt fra på de øvrige håndstrikkede varer i boden. Ærgerligt, for der er ikke salg i sokker, når man ikke kan se størrelsen.
Mere af den slags!
1 uge siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar