Juleaftensdag hentede jeg Isabella i Køge kl. 14,15 - og der var stadig meget sne, da vi kørte hjemover. Juleaften var traditionel med andesteg og Ris a'La Mande - vi kunne dog ikke spise så meget, at vi fandt mandlen . . . Vi gik om juletræet og sang de traditionelle julesange - og sluttede ad med "nu er det jul igen, nu er det jul igen, julen varer lige til påske, nej det er ikke sandt, for derimellem kommer Faster (min faster havde fødselsdag den 8. april :-). . )
Jeg havde strikket ponpon tørklæder til Isabella (hvidt) og til Frida (lilla) - og sokker til DH. Normalt strikker jeg i noget gråbrunt meleret og en enkelt sjælden gang i mørkeblåt garn fra Brugsen - men denne gang havde jeg vovet mig ud i mangefarvet gråt - det faldt ikke rigtigt i smag - for spraglet - og mon han bliver til grin, hvis han viser sig i dem ude i samfundet - tjaaa . .
"Alle" strikker og valker tasker, så det måtte jeg også prøve. Jeg så Anjas French Market Bag, googlede en dansk opskrift - og strikkefastheden passede med 2 tråde af hhv. mit tykke gotlandsgarn - og 2 tråde Kauni. Tasken blev færdig juleaften - og juledag kom den i vaskemaskinen med et par cowboybukser ved 40 grader - det skete der ikke meget, så forsøgte jeg mig med 50 grader - men kønt er resultatet godt nok ikke . . . . . Jeg må nok ringe til en ven og bede om hjælp . . .
Ingen kommentarer:
Send en kommentar