Birthe ville gerne bytte sin torsdageftermiddagsvagt for min fredag ditto - og da DMI lovede varmt og ingen regn, så kørte vi afsted torsdag aften og nåede sommerhuset kl. 23.30.
Sommerhusets stand nødvendiggør et overordentligt meget selektivt syn, så de projekter, der var planlagt denne gang, var, at jeg ville ordne vinduerne på sydaltanen, mens Gert ville på taget.
Fredag morgen startede jeg på vinduerne, der blev slebet af og kit fjernet - de blev grundet - og jeg fik kittet alle kanter.
Vi havde ikke set, at der skulle være så meget vind, at det var umuligt at komme på taget - så Gert kørte til Otterup efter træ til udskiftning af visse vindskeder - og fik dem malet. Som det ses på billedet over soveværelsevinduet, var det ikke pjat at udskifte dem. Desuden fik Flymo'en en tur på diget.
Lørdag morgen var jeg tidligt oppe og efter den sædvanlige morgentur med Diana op ad markvejen fik jeg malet vinduerne første gang, inden solen for alvor bragede ned på sydaltanen.
Gert fik sat vindskeder op over hoveddøren - og på hele sydaltanen.
Søndag morgen fik jeg malet vinduerne 2. gang - og endelig havde vinden lagt sig, så Gert kunne komme på taget og lægge TagTæt på - senere blæste det atter op - men nu er begge projekter løst.
Derforuden fik jeg gennemgået dyne/pude lageret, sorteret sengetøj m.m. til vask hjemme
Ingen kommentarer:
Send en kommentar