lørdag den 12. januar 2013

Fødselsdag

 Efter 4 år på "Tålt ophold" er jeg nu en del af "ældrebyrden" - eller som en sagde - "på kunstnerløn - det er en kunst at få pengene til at slå til"
- og så er det dejligt at have venner - især dem, som står op "før fanden får sko på" og kører 2 timer til Vestfyn, hvorefter en anden bil kører de næste 2 timer, så alle 3 ankommer her til matriklen lørdag kl. 09.45! Gemalen er så bange for, at gæster ikke får nok at spise, så han hentede rundstykker og flagboller - frokosten var heller ikke minimal. Jeg havde bagt og lagt lagkage sammen - og endelig til aften blev der stegt lammebov . . . . . De kørte hjemad ved 19- tiden efter en utroligt hyggelig dag, hvor der blev strikket, målt (Anja og Sus strikker "i kor" silkekjole), kaglet - og så ja: spist ;o)
Da Gemalen hentede rundstykker - hentede han også denne smukke buket, selv om det var dagen før dagen. Vi 4 har en fødselsdagsklub, hvor vi sammen køber gave - jeg var heldig at få Marianne Isagers Strik a la Carte II - endnu en spændende bog, med forskellige teknikker til hver af modellerne. En Isager kalender med småopskrifter, pindespidser - og snoningspinde (nye fra KnitPro), en vognpolet (ønsket), samt 2 lynlåsarmbånd, som passer til min lynlås halskæde. Anja er blevet færdig med Skyggesjal (Vivian Høxboes bog), strikket i mit gotlandsgarn - flot sjal til en høj pige.


 Søndag gik formiddagen med telefonsnak - og Kirsten kom forbi med denne smukke plante.
Kl. 14 var flere veninder inviteret, der blev strikket, broderet og hygget 
- og der kom flere blomster og gaver på bordet.
Endnu en hyggelig dag i godt selskab.

Ingen kommentarer: