Tirsdag aften kørte vi til Roskilde Domkirke.
Her hentede vi atter fredslyset - som fredag aften i fakkeltog med Sct. Georgs Gildet i Faxe, spejdere og forældre vil blive bragt til Faxe Kirke.
Det var som altid en dejlig oplevelse, hvor også Kirkens Pigekor sang - og der blev oplæst tekster.
Fredslyset fra Betlehem er:
- Et lys for fællesskab
- Et lys for forståelse
- Et lys for venskab
- Et lys for tolerence
- Et lys for nødlidende
- Et lys for aktivt hjælpende
Fredslyset er budskabet fra Betlehem:
"FRED PÅ JORDEN"
Fredslysbudskabet 2012 v/biskop Peter Fischer-Møller, Roskilde Stift:
Et lys i mørket
3780 gram og 53 cm!
Vi ved det ikke præcist, hvor meget barnet vejede eller hvor lang, han var - den lille, der kom til verden i stalden i Betlehem en vinterdag for 2012 år siden
For der var ingen jordmoder til stede, der kunne måle og veje ham.
Men et barn var det, et lille spillevende drengebarn.
Og freden kunne for en stund sænke sig over hans forældre.
Det havde ellers været en hård tid.
Kejser Augustus i Rom ville have tal på sine undersåtter.
Han havde brug for skatter for at holde styr på sit imperium. Med soldater og våben herskede han over de erobrede folkeslag. Man kaldte det "den romerske fred".
Men der var nu ikke meget fred at glæde sig over for den lille familie.
En håndværker og hans højgravide kone blev beordret af sted for at blive registreret og beskattet i slægtens hjemby.
Flere dage på æselryg var ikke godt for en højgravid, og fødslen gik i gang, mens de var på vej.
Det kunne være gået helt galt. Men det gjorde det lykkeligvis ikke.
Et lille lys blev tændt i en mørk stald udenfor Betlehem. Et lille mirakel, som ethvert lille nyfødt barn er det. Og samtidig et helt ubegribeligt stor mirakel. For det var Gud, universets skaber og opretholder, som kom til verden i det barn.
Julenat for 2012 år siden kom et barn til verden.
Måske vejede han 3780 gram og målte 53 cm.
Et lys i mørket.
Man fortalte siden om englesang og stjernelys. Man byggede en kirke over fødselsgrotten i Betlehem. Man tændte et lys der, hvor barnet blev født.
Flammen fra det lys er blevet holdt vedlige gennem alle årene og brænder endnu.
En flamme derfra har siden 2003 brændt i Sankt Laurentii Kirke i Roskilde.
Et fredslys midt i en ufredelig verden.
Et fredslys fra Betlehem, som stadig længes efter fred.
Hvor en besættelsesmagt regerer med soldater og våben.
Hvor mure rejses mellem mennesker.
Hvor det er svært at genkende dem på den anden side af muren som andet end fjender.
Fred hedder på hebraisk SJALOM
Fred hedder på arabisk SALAM
Det samme ord på to tæt beslægtede sprog på hver side af en mur.
SJALOM og SALAM betyder helhed og sammenhæng.
Ikke fred for hinanden - men fred til at leve sammen i verden.
Det var, hvad barnet fra Betlehem brugte sit liv på.
Det var, hvad han fortalte om. Det var, hvad han inviterede mennesker til.
Et fællesskab, hvor vi opdager, at vi ikke er modmennesker, men medmennesker
Det satte han sit liv ind på
*Det kom til at koste ham livet
Men døden fik ikke bugt med ham.
Det minder fredslyset fra Belehem os om
En fred på trods
Fredslyset er tændt i Roskilde i november og udsendt efter en gudstjeneste i Roskilde Domkirke.
Fredslyset føres herfra rundt i landet til gudstjenester i andre kirker.
Her kan vi hver især tænde vores fredslys.
Fredslyset minder os om ham, der ville have os til at genkende en bror eller en søster i ethvert menneske, vi står overfor
Du er et lys i mørket - tændt af Gud for mange år siden
3780 gram og 53 cm var du måske dengang.
Som ham om hvem evangelisten Johannes skriver:
"Lyset skinner for os i mørket, og mørket har ikke kunnet vinde over det"
(Johannesevangeliet kapitel 1 vers 4-5 efter Den Nye Aftale)