Viser opslag med etiketten kirkens korshær. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kirkens korshær. Vis alle opslag

tirsdag den 13. december 2011

Kirkens Korshær i Tivoli

Søndag havde vi atter i år en mellemvagt i Kirkens Korshærs lille hus i Tivoli, dvs. fra kl. 15-19. Vi kørte hjemmefra klokken 13, parkerede i Køge og tog S-toget til Hovedbanegården. Vi havde brev med og kom ind via personaleindgangen. Vi var atter i år i god tid - god nok til at vi kunne købe brændte mandler og tage lidt billeder i dagslys. Vi var varmt påklædt til lejligheden, men det var i år langt mere "menneskeligt" at have vagt end sidste år, hvor det var bidende for koldt
Formiddagsvagterne var glade for afløsning, de frøs, hvilket jeg ikke helt forstod, for der var opvarmning ved en olieradiator - og ingen kold vind udefra.
Der var mange mennesker og godt salg af diverse strikvarer, verdens bedste lys fra de frivillige i Dianalund, kort, merchandise og ikke mindst årets smykke, designet af Pilgrim. Der blev budt på mangen en kop Merrild kaffe - og snak, så det var rigtigt hyggeligt. Vi skrev lidt i Tivolibogen - og efter vagten gik turen til Den Skaldede Kok, hvor vi sad udenfor og fik flæskestegsandwich. I området ved det russiske tema var en bod med A.C. Perch's Thehandel (1835), hvor der var smagsprøver på 2 julether fra samovarerne - jeg investerede i grøn julethe samt en lækker mørklilla dåse, hvorpå står A.C. Perch's Thehandel . . . . Vi kiggede lidt på lysene og så gik turen hjemad med S-tog og bil.
Jeg havde medbragt 1 hue og 5 par sokker - havde gjort meget ud af at skrive størrelse samt garnkvalitet på - men det var der langt fra på de øvrige håndstrikkede varer i boden. Ærgerligt, for der er ikke salg i sokker, når man ikke kan se størrelsen.

tirsdag den 29. november 2011

jeg overlevede . . . .

sidste uge - som uden sammenligning altid er den "værste" uge i året!
Det seneste 3 år har Red Barnet Køge Lokalforening haft tombola fredag og lørdag før første søndag i advent. Det betyder, at vi onsdagen før samles hos Birgit i Herfølge og nummerer gevinster og udfærdiger gevinstliste - som jeg efterfølgende renskriver. Jeg "plejer" så at benytte lejligheden til at køre et smut til Køge, når jeg nu alligevel er i "nærheden". I onsdags havde vi dog sorteret i den store bunke af spænder, klemmer og anden hårpynt - en bunke til Kirkens Korshær i Køge, en mindre til min Kirkens Korshær genbrugs butik i Strøby Egede - og en til Krisecenteret i Herfølge. Jeg kørte derfor lige et smut omkring Krisecenteret - hvor jeg, før jeg blev en falden kvinde, var frivillig - og det blev til en hyggelig snak - og glæde over hårpynten.
Derefter gik turen til Harald Nyborg efter en ny postkasse (nu-til-dags får vi posten leveret ind ad døren - der kommer jo mange bogpakker og lignende her til matriklen). Efter 1. januar skal postkassen jo være nede ved vejen - og så er det spændende, hvordan vi så får pakkerne - sandsynligvis skal vi helt til Store-Heddinge og hente dem - ??
Jeg var hjemme godt 4 - og her ventede Tina, som ikke kunne få hentet Amalie i børnehaven - det klarede vi så - og der var så ca. 15 min med benene oppe, før bilen atter blev startet og via Hellested og Maria kørte mod Roskilde og møde i RosQuilterne. En workshop med sakseetui var aftenens emne.
Hyggelig håndsyning - og der er planer om at sy nogle flere til julegaver (er atter "kommet" til at melde mig til et par julegavebytter LOL)
Fredag morgen gik det så løs med tombola: Kørte hjemmefra ca. 08.30 - og mødtes med Birgit og hendes mand i REMA1000, Ølby Center. Vi fik sat reoler og borde op og placeret gevinsterne i nummerorden. I år var der "genkendelsens glæde" - og der var travlhed med godt salg. En vagt var syg, så der måtte rykkes rundt, men jeg var nødt til at køre kl. 13 for at nå min vagt i Kirkens Korshær fra 13.30 til 17. Normalt tager jeg også den sidste vagt, men jeg var glad, da jeg fik afløsning og kunne køre hjem og sætte benet op.
Lørdag måtte jeg tage en extra vagt i Kirkens Korshær kl. 10 - den anden vagt kom ikke, og der var rigeligt at lave og godt salg, men kl. 12.30 valgte jeg at lukke, for endnu en Red Barnet vagt var syg. Jeg kørte via Herfølge, hvor Birgit havde sat frokost på bordet - og derefter til REMA1000. Salget i år var gået så godt, at vi allerede ca. 14.30 havde udsolgt og kunne pakke sammen. Overskuddet går ubeskåret til udsatte børn i Danmark og især Grønland - så det var dejligt med udsolgt.
Søndag blev der strikke-sumpet i sofaen det meste af dagen - jeg er lidt stresset over den testbluse, jeg har gang i - den SKAL være færdig senest onsdag!

onsdag den 19. oktober 2011

Ny Kirkens Korshær Genbrugsbutik i Køge

Tirsdag den 18. oktober åbnede en ny Kirkens Korshær Genbrugsbutik Den Hvide By i Køge. Butikken er kæmpestor og med plads til såvel tøj som møbler, nips, lamper, bøger og alt muligt . . .
Selvom det regnede - det gjorde det også for 3 år siden, da vores butik åbnede i Strøby Egede Center - var der kommet en hel del mennesker - de første stod nærmest trykket op ad døren - der må have været slagtilbud LOL
Borgmesteren ankom næsten præcist og fortalte, at hun da også, da hun gik i gymnasiet, havde handlet i genbrugsbutikker samt at genbrugssalget var steget 87% de sidste 2 år.

Butikken er i nye lokaler og i 2 etager (jeg vovede mig dog ikke op på første sal, jeg skal jo ned igen . . . )

søndag den 19. juni 2011

Travl uge - med få kræfter

Det er utroligt, hvor hurtigt man mister kræfterne . . . .
Det er nu 4 uger siden, jeg faldt og derefter har befundet mig det meste af døgnet i sengen i biblioteket, kun afbrudt af ture med gangstativet til toilet, spisebordet, lidt TV o.lign.

Den forgangne uge var der dog opgaver, der ikke kunne udskydes - tirsdag havde vi - som altid før personalemøde - møde i butiksudvalget i Kirkens Korshær Genbrugs Butik. Det foregik heldigvis her på matriklen, og Majken (med brød og ost) og Anette kom hertil kl. 14 - 15.30. Ikke noget langt møde, men derefter skulle der skrives referat - og laves fredag/lørdags nødplan, indtil jeg forhåbentlig er tilbage i vagt igen.

Onsdag var der møde i Karise kl. 14. Skønt planen var at køre hjemmefra 14.15 - så blev vi forsinket - og vi må indse, at det tager min. 15 min at få mig bombet ned af trin i terrassen og via græsset til gårdspladsen - samt at få klappet kørestolen sammen og pakket - så vi var lidt forsinket. Jeg havde først på året lovet at bistå med det administrative/skriftlige til kolonien uge 29 - og det var møde med de øvrige frivillige. Jeg kunne ikke komme ind i huset, men heldigvis var det dejligt solskindsvejr, så mødet blev flyttet udenfor - snakken gik, og vi kørte først derfra kl. 17

Torsdag var der så personalemøde i Kirkens Korshær. Det lykkedes os at komme i god til LOL - og der var en god stemning - heldigvis har vi fået rigtigt mange henvendelse fra nye frivillige, så nu kører det - med lidt extra hjælp fra "garvede". Regnen nåede at starte, før vi var færdige kl. 19, så det var en lidt klam fornøjelse at komme hjem. DH havde været i "den glade frø" og købe aftensmad. Den nød jeg i sengen, der var ikke flere kræfter
Fredag fra morgenstunden fik jeg opdateret billedgalleriet med 3 nye frivillige, skrevet referat, opdateret personalelister, lavet nød-onsdagsplan - og så var det også slut med kræfterne, og det meste af fredagen blev sovet væk.

onsdag den 30. marts 2011

Kirkens Korshær Regionsmøde i Haslev

Mandag den 21. marts 2011 var der Regionsmøde i Haslev. Anette og jeg var tilmeldt, men Anette blev syg, og suppleanten/DH måtte træde til - det var dog udmærket, idet han har godt af at opleve noget (andet) . . . Mødet startede med gudstjeneste i Haslev Kirke - vi kom dog lidt senere og deltog i resten af mødet på Haslev Bibliotek. Lokalet havde plads til 140 personer, og vi var 140! Helle Christiansen, den fra 1. januar 2011 nye korshærschef talte meget levende om fremtiden for Kirkens Korshærs arbejde. Som sædvanlig kom Haslev Kirkes organist, Peter Arnt og havde ½ sangtime, og atter var der både kendte og nye sange: Velkommen Lærkelil, Det er lærkernes tid, Våren er i luften, Der er så meget der kan trykke - og så de nye: Du skal elske din næste som dig selv - og Du siger det med blomster. Efter frokostens 3 stykker smørebrød var det den (1. maj 2010) nye korshærspræst i Mariakirken, Birgitte Jeppesen, som fortalte om Mariatjenestens arbejde. Birgitte Jeppesens tale var så begejstret og indlevende, at der var fuldkommen tavshed i hele salen - en fantastisk oplevelse at høre hende!

Desværre er mit kamera ikke af en kvalitet, at de billeder blev af en kvalitet, så jeg kunne vise dem her . . . De frivillige fra Dianalund medbragte lys - og jeg fik en kasse gule lys med til "vores" genbrugsbutik - så nu kan det da bare blive påske LOL Mødet sluttede klokken 15, så vi var hjemme på matriklen ca. kl. 16

- og allerede kl. 18 kørte vi afsted igen - denne gang til Faxe og Gildeting i Sct. Georgs Gildet . . .

mandag den 13. december 2010

søndag i Tivoli

Søndag havde jeg overtalt DH til at tage med mig på en vagt i den lille bod, Kirkens Korshær har i Tivoli. Vagten var fra 14.45 til 19. Vi kørte hjemmefra allerede lige efter kl. 12, for jeg var lidt nervøs for ikke at komme frem i tide. Når vi først var ude på landevejen, gik det dog fint, og vi nåede den spejlglatte parkeringsplads ved stationen i Køge i så god tid, at vi nåede at nyde godt at den kolde nordøstlige vind . . . . . S toget var i København et kvarter i 2, så der var god tid til at gå til personaleindgangen i Tietgensgade. Vi fandt først lige boden lige overfor Ultimo, med Klumperiet og H.C.Andersen slottet skåt overfor. Efter at have meldt os, var der lige tid til en kort tur rundt i nærheden - vi fik købt lidt brændte mandler og pistagenødder uden salt - og fik set forskellige tableauer - inden lysene kunne ses
jeg kom lige i tanker om, hvorfor det lige var, at jeg skulle have haft grønkål i køkkenhaven . . . . .
Det var en kold vagt!!!!!!
Det kan jeg sige uden at overdrive, vinden kom ned ad strædet fra venstre - og den var pivhamrende kold . . . . så til trods for, at vi havde iført os extra strømper og bluser og var indhyllet i adskillige lammeskindsbeklædning - så frøs vi med anstand. Jeg plejer ellers at kunne holde kulden væk ved at slappe af - men det hjalp ikke her - og vi nærmest rystede af kulde, da vore afløsere kom. Det varmede dog lidt, at vi i vores vagt fik solgt for næsten 2.000 - der blev solgt Danmarks bedste lys, lavet af frivillige i Dianalund, diverse strikkevarer, strikket også af frivillige - og endog et par af årets smykke, armbånd, designet af Pilgrim - vi sælger det for kr. 160,- og heraf går de kr. 100 til Kirkens Korshær. Kirkens Korshær hjælper i Danmark, dvs. varmestuer, natherberger, Sct. Nicolai tjenesten, byarbejde, slusen m.m.m. Vi plejer at sige i "vores" genbrugsbutik, at hver gang vi sælger for kr. 5,- er der en hjemløs, der kan få en kop varm kaffe med en bolle . . . . . og det er naturligvis Merrild kaffe
Planen var oprindelig, at vi efter vagten skulle gå rundt i Tivoli og nyde lysene, men vi frøs for meget og valgte at tage S-togen hjemad igen. Jeg har haft ret for meget creme i hornet den sidste gode uge - og det blev absolut ikke bedre af kulden, tværtimod . . . .