Viser opslag med etiketten Red Barnet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Red Barnet. Vis alle opslag

onsdag den 18. september 2013

Red Barnet Landsindsamling

 I Red Barnet Køge Lokalforening har vi besluttet ikke længere at arrangere tombolaer og loppemarkeder. Det arbejde og den tid, vi bruger på det, står slet ikke mål med, hvad vi får ind.
Derfor koncentrerer vi os om at være koordinatorer ved den årlige landsindsamling samt øvrige indsamlinger
Landsindsamlingen er altid første søndag i september, som i år faldt på 1. september. Vi uddelte poser i Herfølge, i Køge Kirke - samt i Ølby sognegaard, hvor jeg og Torill ankom i god tid - troede vi - kl. 9, så vi havde ½ time til lige at organisere materialerne.
Desværre var der ikke låst op - der var ingen gudstjeneste den dag - så vi kom ind lidt senere - og de første indsamlere kom selvfølgelig i god tid, men vi bliver klogere for hver gang - måske ;o)
 Vi udleverede tasker indtil 11.30 og kørte så op til Danske Bank i Køge, som velvilligt stiller 2 medarbejdere til rådighed for optælling fra kl. 14-16. Vi havde aftalt at kunne komme ind kl. 13.30, så vi igen havde tid til at stille op - vi havde sodavand, småkager og bolsjer med - og der skulle skrives diplomer til indsamlerne. Jeg havde endvidere atter min Rådvad brødmaskine med, så jeg kunne skære bunden af bøtterne, før jeg talte mønter.
Vi var færdige med Køge (ca. 40.000) og Herfølge (ca. 10.000) samt Vemmedrup ca. kl. 15.30
og så skete det samme som sidste år: Solrød kom med bøtter i massevis - så jeg talte og talte på møntmaskinen - og aldrig har jeg før set så mange gamle 25-ører - og først efter kl. 17 havde vi talt de ca. 58.000 op for dem - herefter var der Havdrup, men de måtte selv tælle
Ærgerligt, at indsamlerne ikke kan overholde fristen - og ærgerligt, hvis Danske Bank vælger ikke at donere arbejdskraften til optælling.

mandag den 3. december 2012

Red Barnet Tombola - og Stitchery kursus

 Fredag morgen måtte jeg atter tidligt ud af fjerene - og 8.15 kørte jeg mod Køge og REMA1000 i Ølbycenter, hvor vi i Red Barnet Køge Lokalforening skulle stille op til den årlige tombola. Vi står i vindfanget, hvor dørene går op hele tiden - så det var i sus og dus . . . . .
Det er 4. gang vi er her, og det er så dejligt, når folk siger "nå, er I her igen - så må vi støtte" - vi støtter jo udsatte børn i Danmark, og især Grønland. Jeg var hjemme igen 15.15 og kunne lige få benene op, før vi skulle til Faxe, hvor vi først var i kirken med Fredslyset, så de kunne tænde alle lys i kirken - og derefter til de grønnes spejderhytte, hvorfra vi i fakkeltog gik gennem byen med stop på torvet, hvor der var musik og tale - og derefter til Kirken, hvor jeg bar fredslyset op til alteret, og lysene der blev tændt. Det var koldt nærmest hele fredagen og allerede om aftenen kunne jeg begynde betalingen for kulden - i halsen!!
Lørdag kørte jeg hjemmefra ca. kl. 8.45 - via Hellested og Maria - og derefter mod Tante Andante, hvor vi skulle på Stitchery kursus med Roseane Mortensen. Vi fik udleveret et kit og 2 mønstre - og så gik vi i gang med at tegne, applikere og brodere - et dejligt kursus, hvor også jeg fik lært noget nyt. Kurset var fra kl. 10-16.
På vejen hjem kørte jeg via Herfølge, hvor Birgit havde pengene fra tombolaen. Der var udsolgt allerede kl. 12.30 - så det var da gået rigtigt godt - dejligt! Jeg var hjemme igen på matriklen ved 18-tiden - og så blev der sovet fjernsyn.

torsdag den 29. november 2012

Red Barnet Køge Lokalforenings juletombola


Onsdag var det så atter tid for at sortere, nummerere og pakke gevinster til Tombolaen i REMA 1000, Ølbycenter fredag og lørdag. Vi er jo efterhånden erfarne i opgaven. Jeg medbragte liste til at skrive ind på, som jeg så skal have renskrevet. Da vi var færdige, diskede Birgit som sædvanligt op med lækker frokost, og der blev også tid til hyggesnak. Når jeg nu alligevel var i Herfølge, benyttede jeg chancen for en tur til Køge - først i ElGiganten efter tonere til printeren, så en tur i Patchworkbutikken. Til slut et smut i Tiger efter småting til gaver (fyld) - og til boghandleren efter 2013 kalendre.

søndag den 17. juni 2012

Red Barnet Køge Lokalforening

 Atter i år havde damerne i Herfølge haft travlt med at bede om og indsamle gevinster fra butikker i hhv. Køge og Herfølge til vores tombola - mange rigtigt fine gaver - endog en Guitar!
Onsdag før Tøserunden var vi så atter samlet hos Birgit - jeg medbragte gevinstliste master - og der blev sorteret, nummereret og skrevet på listen. Vi har jo efterhånden god erfaring, så det går faktisk hurtigt. Da vi var færdige, serverede Birgit som vanligt lækker frokost. Efterfølgende renskriver jeg så gevinstlisterne og henter lodder og nitter i Stevns Kontorforsyning.

i år stiller Køge Cykel Venner telte op, som vi kan benytte til vores tombola
sidste år væltede vores pavillon i stormen - men da lå jeg jo med benet oppe . . .
Det var i denne weekend, alting skete - foruden Tøserunden så
havde vi i Klintekongen Quiltere aftalt for længe siden, at vi skulle sy sammen fra fredag til onsdag i Gittes sommerhus nær Reersø
Jeg var inviteret til strik-in weekend på Vestfyn
Vi var inviteret til 60-års fødselsdag lørdag aften
og dertil kom den officielle åbning af Café Stevnen fredag kl. 15

tirsdag den 29. november 2011

jeg overlevede . . . .

sidste uge - som uden sammenligning altid er den "værste" uge i året!
Det seneste 3 år har Red Barnet Køge Lokalforening haft tombola fredag og lørdag før første søndag i advent. Det betyder, at vi onsdagen før samles hos Birgit i Herfølge og nummerer gevinster og udfærdiger gevinstliste - som jeg efterfølgende renskriver. Jeg "plejer" så at benytte lejligheden til at køre et smut til Køge, når jeg nu alligevel er i "nærheden". I onsdags havde vi dog sorteret i den store bunke af spænder, klemmer og anden hårpynt - en bunke til Kirkens Korshær i Køge, en mindre til min Kirkens Korshær genbrugs butik i Strøby Egede - og en til Krisecenteret i Herfølge. Jeg kørte derfor lige et smut omkring Krisecenteret - hvor jeg, før jeg blev en falden kvinde, var frivillig - og det blev til en hyggelig snak - og glæde over hårpynten.
Derefter gik turen til Harald Nyborg efter en ny postkasse (nu-til-dags får vi posten leveret ind ad døren - der kommer jo mange bogpakker og lignende her til matriklen). Efter 1. januar skal postkassen jo være nede ved vejen - og så er det spændende, hvordan vi så får pakkerne - sandsynligvis skal vi helt til Store-Heddinge og hente dem - ??
Jeg var hjemme godt 4 - og her ventede Tina, som ikke kunne få hentet Amalie i børnehaven - det klarede vi så - og der var så ca. 15 min med benene oppe, før bilen atter blev startet og via Hellested og Maria kørte mod Roskilde og møde i RosQuilterne. En workshop med sakseetui var aftenens emne.
Hyggelig håndsyning - og der er planer om at sy nogle flere til julegaver (er atter "kommet" til at melde mig til et par julegavebytter LOL)
Fredag morgen gik det så løs med tombola: Kørte hjemmefra ca. 08.30 - og mødtes med Birgit og hendes mand i REMA1000, Ølby Center. Vi fik sat reoler og borde op og placeret gevinsterne i nummerorden. I år var der "genkendelsens glæde" - og der var travlhed med godt salg. En vagt var syg, så der måtte rykkes rundt, men jeg var nødt til at køre kl. 13 for at nå min vagt i Kirkens Korshær fra 13.30 til 17. Normalt tager jeg også den sidste vagt, men jeg var glad, da jeg fik afløsning og kunne køre hjem og sætte benet op.
Lørdag måtte jeg tage en extra vagt i Kirkens Korshær kl. 10 - den anden vagt kom ikke, og der var rigeligt at lave og godt salg, men kl. 12.30 valgte jeg at lukke, for endnu en Red Barnet vagt var syg. Jeg kørte via Herfølge, hvor Birgit havde sat frokost på bordet - og derefter til REMA1000. Salget i år var gået så godt, at vi allerede ca. 14.30 havde udsolgt og kunne pakke sammen. Overskuddet går ubeskåret til udsatte børn i Danmark og især Grønland - så det var dejligt med udsolgt.
Søndag blev der strikke-sumpet i sofaen det meste af dagen - jeg er lidt stresset over den testbluse, jeg har gang i - den SKAL være færdig senest onsdag!

torsdag den 3. november 2011

Red Barnet Landsmøde

Lørdag morgen måtte jeg tidligt ud af fjerene - Sus havde atter lavet dejlig morgenmad med varme gulerodsboller. Der var tjek in mellem 0930 og 1015 på Trinity og så gik det bare hurtigt deru'a' med diverse aktiviteter - og naturligvis med et veloplagt indlæg fra Mimi om Verdens Bedste sag
Sidst på dagen var der aktivitetsmesse med stande, hvor man kunne spørge ind til Mobning, Oplevelseslejre, Presse, Nødhjælpsagenter m.m. - og også venskabsfamilier, hvor jeg havde fået tjansen sammen med en RB medarbejder samt en venskabsfamilie. Der er p.t. 70 børn på venteliste - de venter på en familie - så der er hårdt brug for familier, som vil åbne deres hjem for et barn.
Om aftenen var der middag - om projektet med udvidelse af ankelsokken lykkedes, og jeg deltog iført nederdel, strømper og nogle lave ankelstøvler, jeg har fundet frem fra gemmerne - måske ikke så fikst, men dog bedre end cowboybukser. Søndag var der walk-and-go aktivitet - heldigvis var der også andre, der ikke ville ud at gå og snakke. En inspirerende weekend, der atter giver energi til nye tiltag i lokalforeningen.

søndag den 17. april 2011

en travl uge - mandag

der bliver flere og flere af dem - de travle uger - og indimellem ønsker jeg mig tilbage på arbejdsmarkedet LOL Mandag formiddag sædvanlig indkøb og om aftenen var der regionsmøde i Red Barnet København. Denne gang var jeg ikke alene der, men 2 af medlemmerne af Køge Lokalforening var også med. Normalt er vi 5-10 deltagere - denne gang var der 22!!! Naja Kleist Stork, udviklingskonsulent i Grønland, fortalte varmt og begejstret om Red Barnets aktiviteter i Grønland. Vi i Køge øremærker jo en stor del af vore indsamlede midler netop til klubben i Qaanaaq, den nordvestligste klub. Her er medlemmerne i aldersgruppen op til 26 år! og det er OK, for de har brug for det og hjælper de yngre. Her har de også valgt at udvide åbningstiden især omkring den 1. i måneden. I Nuuk er det fortrinsvist "bygde"børnene, man koncentrerer sig om. I bygderne kan man kun gå i skole få år, og så sendes børnene til Nuuk, hvor de bor på kolligium. Her er det vigtigt med venskabsfamilier, og at de ældre børn fungerer som mentor for de yngre. Selvom mødet er fra 17-20, så betyder rejsetiden, at jeg kørte hjemme fra lidt over 15 og var hjemme igen ved 22-tiden.

lørdag den 29. januar 2011

Besøg hos Red Barnet København

Mandag var vi - Red Barnet Køge Lokalforening - inviteret til besøgsdag i Red Barnet, København.
Vi tog S-tog og Metro derind, vi havde i forvejen modtaget et fint program for dagen, der begyndte kl. 10. Forskellige medarbejdere kom forbi og fortalte bl.a. om venskabsfamilier, katastrofeagenter, skabelodder, genbrugsbutikker og valg/landsindsamlinger. Der blev også tid til rundvisning i huset, her et kig i National afdeling, som vi jo hører til. Klokken 14.30 gik turen hjemad igen - Birgit og jeg gjorde et holdt på Nørreport og var lige i Uldstedet, hvor jeg fik mønster og garn til Clara kjole - pink bomuld - og jordfarvet Opal strømpegarn til Fiona og Surprise jacket i str. 3 mdr. En patchwork veninde skal være farmor til en pige i februar, og jeg har fået lov til at strikke ;o)

søndag den 28. november 2010

fredag

Fredag startede ca. 8.30 med at feje bilen ren for sne.
I rigtigt god tid havde jeg bestilt lodder og nitter til tombolaen - onsdag rykkede jeg og fik den besked, at de ville ankomme torsdag - torsdag rykkede jeg så igen: fragtbrevet var kommet men ikke pakken - panik - panik - panik.
Først fredag morgen blev det løst, og jeg hentede pakken i Strøby Egede på vej til Ølby Center, hvor vi skulle have tombolaen i REMA1000. Birgit og DH var i gang, da jeg ankom med mit tapetbord og tasker, men vi var klar til at åbne kl. 10. Der var rigtigt mange besøgende, og de blev hidkaldt ved at jeg sagde, at det var Red Barnet Tombola, og overskuddet går til udsatte børn i Danmark og Grønland - dette gav travlhed og et fint salg. Det sneede hele dagen, så da jeg lidt efter kl. 13 skulle videre til Kirkens Korshær Genbrugs Butik og min sædvanlige vagt fra kl. 13.30 - 17, måtte jeg atter feje bilen ren for sne - masser af sne!!! - og køre forsigtigt af sted. Der var få i butikken, så jeg fik "fri" lidt før og kørte så tilbage til Tombolaen, hvor jeg havde vagten, til butikken lukkede kl. 20, her var der også ret tamt pga. sneen. Jeg skulle have pengene med hjem og så have byttepenge med til lørdag morgen kl. 8, men heldigvis tilbød Connie at tage den tjans. Så måtte jeg atter feje bilen fri for endnu mere sne - godt at jeg altid har min gamle fejekost liggende i bilen.
Turen gik i sneglefart - jeg kom til at køre bag en bil, der kørte 35 km/timen - og det gjorde jeg så også. Det føg på tværs af landevejen, så det var ret spændende. Den lille vej op til vores by var ikke ryddet
- Stevns Kommune har altid haft en aftale med Vor Herre, om at Han rydder vejene -
og det var lige til, at jeg kunne køre op på gårdspladsen - det blev til ca. 13 timer ialt den dag - jeg var lidt træt . . . .
DH havde kørt fredslyset til Faxe, havde tændt lysene i kirken og faklerne, men valgte så at køre hjem - også den vej med besvær.

torsdag på kontoret

Torsdagen blev brugt på kontoret.
Der skulle skrives gevinstlister, opdateret vagtplan, navneskilte til Red Barnet Tombolaen. Desforuden skulle der forberedes til personalemødet i Kirkens Korshær Genbrugs Butik. Vores Genbrugskonsulent, Ove, deltog i dette møde og orienterede om, hvad der sker ude i landet. Tilskud formindskes, og Korshæren må hele tiden tilpasse sig situationen. Hvert år optælles brugerne i en uge - i uge 44/2009 blev det til 10.000 brugere - i år optælles i uge 49. Korshærschefen de seneste 24 år fik Hjemløseprisen i år - og tillige Kristeligt Dagblads pris - her var der også kr. 10.000. Boden i Tivoli gentages i år - DH og jeg har meldt os til en vagt søndag den 12. december - jeg håber på rimeligt kørevejr - så bliver det sikkert rigtigt hyggeligt . . .
Efter mødet var der "julefrokost" - jeg valgte at køre rimeligt tidligt - godt valg, for vejene var snefyldte og der måtte køres forsigtigt.

onsdag den 24. november 2010

Red Barnet juletombola


Så blev det onsdag og Birgit lagde atter hus til nummerering af gevinster og
udfærdigelse af gevinstliste til vores juletombola i REMA1000, Ølby Center - der er mange fine gevinster, så vi håber også på et godt salg . . . Birgit og jeg sætter tombolaen op fredag morgen og har så åbent fredag til kl. 20 - og lørdag fra kl. 8 - ca. 16

mandag den 22. november 2010

Red Barnet og IKEA

Mandag kom postdamen med en pakke til mig - den vejede ingenting - og inden i var denne drage!!
Heldigvis var der også et brev - fra IKEA - hvor der stod:
Kære Liselotte!
Igen i år er vi glade for at kunne præsentere vores årlige tøjdyrskampagne, hvor vi donerer 1 euro, hver gang en kunde køber et tøjdyr eller en børnebog fra Børnenes IDEA. De indsamlede penge doneres ubeskåret til projekter under UNICEF og Red Barnet.
Kampagnen er i gang!
Kampagnen starter d. 1. november og frem til d. 18. december kan børn og voksne give hinanden tøjdyr eller børnebøger med vished om, at købet kommer en masse udsatte børn til gode. For at markere årsdagen for Konventionen om Barnets Rettigheder og i et forsøg på at maksimere antallet af støttekroner, udvider vi som noget nyt i år kampagnen, så der i slutspurtsperioden fra d. 18.-23. december støttes med 1 euro, uanset hvilken vare fra børnesortimentet, vore kunder køber.
I år skal der slåes indsamlingsrekord!
Målet i år er på verdensplan at indsamle ikke færre end 10 mio. euro. Det er væsentligt mere end sidste år, hvor beløbet i danske kroner endte på 50 mio. - og Danmark skal selvfølgelig også bidrage til, at vi når vores globale mål.
Hjælp via Facebook
Derfor har vi i år valgt at hente hjælp fra de sociale medie, så vi kan sprede budskabet og øge indsamlingsbeløbet. På Facebook-sitet Sammen gør vi en forskel er der mulighed for at sende tøjdyr til hinanden, blive klogere på kampagnen og dens formål og følge med i det danske salg.

Så hjælp os med at sprede kampagnebudskabet, at sammen gør vi en forskel - for 1 euro lyder måske ikke af meget, men for en enkelt euro kan et barn få et sæt undervisningsmateriale, der rækker itl en hel måned. Mere skal der ikke til, så alle hos IKEA håber, at vore kunder igen i år vil være med til at hjælpe, hvor hjælpen er yderst tiltrængt.
Læs nærmere på facebook.com/sammenforvienforskel

søndag den 7. november 2010

Red Barnet Landsmøde 2010

Lørdag morgen måtte jeg (for) tidligt op for at kunne køre hjemmefra allerede kl. 7. Red Barnet landsmøde 2010 blev afholdt i Trinity
Årets tema var Fattigdom og ulighed, meget passende i EUs fattigdomsår, og op til fattigdomsugen 1.-5. november. Der var spændende og tankevækkende indlæg. I modsætning til Norge, Holland og USA måler vi ikke fattigdom her i Danmark, da det hidtil ikke har været muligt at nå til enighed om en dansk fattigdomsgrænse. Men vi kan måle fattigdommen, hvis vi vil, lyder det nu fra en række forskere og organisationer.
Børnefattigdom i Danmark beregnes i %. Når der er 1.289.573 børn (0-18 år), er der 64.500 (5%) børn i fattige familier - hvor vi sidste år hørte om 59.000!! Peter Townsend definerer fattigdom i 2 begreber: Existensminimum og Udelukkelse fra almen livsstil - hvilket også huskes ifm. sidste års valgindsamlinger: for fattig til ferie/for fattig til frokost/for fattig fødselsdag osv.
Om eftermiddagen talte formand Anita Bay Bundegaard til lokalforeningerne for første gang og derefter var der så workshops, vi kunne alle deltage i 2 forskellige - jeg havde valgt fattigdom i Danmark (og hørte her om et nyt tiltag: Oplevelsesklubber) - samt katastrofer i verden
Som afslutning på middagen fik vi besøg af en af Red Barnets ambassadører, Carsten Bang, som kom med et meget fornøjeligt indlæg . . . . .
Søndag var der et fantastisk indlæg fra Red Barnet Ungdom, som er en selvstændig forening med egen bestyrelse og eget sekretariat. Kl. 10 deltog alle i formandens beretning som start på repræsentantskabsmøet - det skal tilføjes, at Mimi naturligvis deltog i hele weekenden.
Efter beretningen - uddeling af nåle til jubilarer - 10 år, 20 år - og sandelig også 50 år - samt tak til afgåede formand Hans Poulsen - hørte vi indlæg fra 2 lokalforeninger - bl.a. Kerteminde, hvor man har et pilotprojekt med skolefe og skolealf, dvs. lærere, der har til opgave at tage hånd om børn, der ikke trives. I Kerteminde har man fortrinsvist fokuseret på fritidspas, dvs. medlemsskab af fritidsaktivitet (uden kontingent) . . .

fredag den 8. oktober 2010

Loppemarked - Red Barnet Køge Lokalforening

Red Barnet Køge Lokalforening har afholdt det årlige loppemarked i Herfølge Sognegaard. Vi havde opslag forskellige steder - og også i aviser, så vi havde modtaget rigtigt mange fine ting.
Fredag den 1. oktober mødtes vi så kl. 10 for at stille op - jeg fik travet rigtigt mange ture fra garagen over pladsen til sognegården - og i begyndelsen forekom det ret uoverskueligt.

Jeg havde DH med, men vi var nødt til at køre allerede kl. 12.30, så jeg kunne nå hjem og skifte, hente Anette og være på vagt i Kirkens Korshær Genbrugs Butik kl. 13.30. De andre var færdige ved 16-tiden.

Bente havde atter i år lavet Sarah Bernard kager, Connie havde bagt boller - og lørdag morgen blev der lagt 6 lagkager sammen med creme, syltetøj og flødeskum med rutebiler.
Vi åbnede kl. 10 og på det tidspunkt havde der allerede samlet sig en kø ;o) Der var jævnt med kunder hele dagen - og de fleste købte kaffe og kage.
Vi lukkede igen kl. 15, og så var der oprydning og sortering hhv. til næste år og til genbrugen. Preben og Birgits DH kørte flere gange til genbrugen - og vi var færdige ved 17-tiden. Årets overskud var højere end forventet - og meget tilfredsstillende, så vi gentager sandsynligvis næste år.

søndag den 13. juni 2010

Red Barnet Køge Lokalforening - tombola igen

Onsdag var det dagen, hvor de gevinster, Birgit og Torill havde indsamlet fra handlende i Køge og Herfølge, skulle nummereres og skrives på gevinstliste. Vi mødtes som før kl. 10 - vi var 4 i år, men det kører jo efterhånden hurtigt, så vi var færdige ca. kl. 12.30.
Som altid serverede Birgit dejlig, hjemmelavet frokost, og derefter kørte vi til Herfølge Sognegaard, hvor Graveren havde stillet sin trailer og tilbudt at køre på genbrugen.
Med besvær fik vi læsset de 3 sofaer, 1 stol og et bord. For fremtiden vil vi ikke modtage møbler til det årlige loppemarked - det er for hårdt for os.
Når jeg nu alligevel var i nærheden - så fortsatte jeg til krisecentret, hvor vi også nummerede og lavede gevinstliste - til åbent hus om søndagen . . . .

Lørdag den 5. juni var der Tøserunde - og vi stillede tombolaen op.
Vi havde åbent fra kl. ca. 10 til ca. 16 og salget var meget tilfredsstillende.

tirsdag den 20. april 2010

Red Barnet - Strik en hue og red et barn

Hvert 3. sekund dør et barn under 5 år
Men det kan du være med til at ændre. En stor del af dødsfaldene kan undgås med noget så simpelt som en varm hue eller behandling med billig medicin
Red Barnet arbejder for at nedbringe børnedødeligheden
Mange af børnene dør af malaria og aids, men størstedelen af banale sygdomme som diarré, mæslinger og lungebetændelse. I Afrika er der mange egne, hvor der er kolde aftener og nætter, og da spædbørns hovedareal er meget større end voksnes, afgiver de 85% af deres varme via hovedet. Når et spædbarn bliver afkølet, er der langt større risiko for, at det får infektioner, som det kan dø af. Derfor er det vigtigt, at børnene får en hue på, for at holde varmen. Støtter du kampagnen Strik en Hue, så støtter man bl.a. Red Barnets projekter i Uganda, Ethiopien og Sierra Leone. Projekterne arbejder med bekæmpelse af børnedødeligheden.
Projektet løb indtil 10. april - og den dag kunne jeg rejse til København med 268 huer, heraf var de 161 indleveret i strikkebutikken i Ølby Center, mange strikket af ansatte og kunder i Nordea, Store-Heddinge - og en del indleveret forskellige steder fra.

onsdag den 2. december 2009

Red Barnet juletombola

Red Barnet Køge Lokalforening har i mange år haft tradition for juletombola i Ølsemagle Brugs. Sidste år var der kommet ny uddeler, og han mente ikke, der var plads til tombolaen - og derfor måtte vi springe over i 2008.
I år havde vi fået lov til at stå i indgangen til REMA 1000 i Ølbycentret. Onsdag formiddag var vi så atter samlet hos Birgit i Herfølge og fik sat numre på gevinster og skrevet gevinstliste(kladde).
Vi har tidligere lånt nogle meget tunge og uhandige reoler i Rishøjhallen, men da vi nu i lokalforeningen har aktive damer, må vi tænke anderledes: Birgit havde en stigereol - og jeg havde et sammenklappeligt tapeser-bord - og det viste sig at fungere fint sammen med et rullebord fra REMA 1000. Birgit (med DH) og jeg ankom fredag kl. 10 - og jeg var meget overrasket over, hvor mange pladser på P-pladsen, der allerede var optaget :-)
Vi fik hurtigt sat tombolaen op og begyndte salget. Kl. 13.30 blev vi afløst - og jeg kom tilbage kl. 19 for at tage den sidste vagt også. Lørdag havde vi åbent fra 9-16. Salget var pænt, men naturligvist ikke så godt som i Ølsemagle Brugs, hvor de gennem årene havde vænnet sig til, at vi var der.

søndag den 1. november 2009

Red Barnet Landsmøde 2009

Week-end'en den 24. og 25. oktober havde Red Barnet deres landsmøde på Trinity, Fredericia
Børge Wagner spillede til Red Barnet sangen, som blev sunget i 2 tonearter!! - sjovt - men det virkede . . .
Derefter fik Generalsekretær Mimi Jacobsen ordet - og hun talte begejstret med masser af taknemlighed, men også med et ønske om endnu mere hårdt arbejde fra alle frivillige.
Hun startede med 2 løftede arme, som hun havde svært ved at få ned igen efter et succesfuldt år, der har stået i lokalforeningernes tegn.
Som frivillig i Red Barnet skal man gøre det, man er god til, og det man har lyst til. Det skal være en fornøjelse at være frivillig i Red Barnet
Mimi Jacobsen førte os derefter 90 år tilbage i tiden. Tilbage til den "overklassemokke" Eglentyne Jebb, der grundlagde Save the Children med mantraet: "Enhver krig, der bliver ført, bliver ført mod børnene". Derfor pointerede MJ, at alle verdens børn skal hjælpes - også børnesoldater og terroristers børn.

Sluttelig opfordrede MJ lokalforeningerne til at råbe op overfor politikerne, når Red Barnet sætter fokus på børnefattigdom i Danmark op til kommunalvalget den 17. november.

59.000 børn i Danmark lever i fattigdom - plakater med "for fattig til frokost", "for fattig til ferie" "for fattig til fødselsdag", "for fattig til fodbold" er på vej ud i Danmark.
"Ingen kan redde alle, men alle kan redde nogen"
Resten af dagen kunne vi vælge mellem 4 forskellige workshops - om aftenen socialt samvær - og søndagen hørte vi Hovedbestyrelsens beretning - og sluttede formiddagen af med aktivitetsværksted - med gode idéer til, hvad vi kan gøre i lokalforeningerne. Klokken 14 var det tid til afrejse

onsdag den 10. juni 2009

Tøse-runden og Red Barnets tombola

Lørdag den 6. juni 2009 var det dagen for den 19. Tøse-Runde - et af verdens største kvinde motionsløb på ca. 111 km.

Red Barnet Køge Lokalforening's Tombola blev sat op fra kl. 9, og lige fra åbningen var den godt besøgt og vi havde travlt med at sælge lodder og udlevere de mange fine gevinster - der var god brug for sandsækkene i blæsevejret
"hovedgevinsten" må vist siges at være denne gitar, som blev vundet af en ung pige fra København.

Jeg havde vagten fra kl.12-kl.14, men kørte hjemmefra kl. 11, idet jeg berettiget havde forudset kø i hele Køge, før jeg endelig fandt en P-plads - og jeg blev der til lidt i kl. 16, hvor jeg var nødt til at køre hjem for at klæde om til festmiddag på Stevns Træffet.

Indtægten var meget tilfredsstillende - og går til en af de 3 Red Barnet klubber på vestkysten af Grønland - vi koncentrerer os om den nordligste, Sirius i Qaanaak

fredag den 5. juni 2009

Tøserunden, Køge - og Red Barnets tombola

Lørdag den 6. juni er der det årlige cykelløb i og omkring Køge - Tøserunden - og i den forbindelse har Red Barnet Køge lokalforening også i år en tombola på havnen.

Som altid har Birgit og Torill været i ca. 100 butikker med "tiggerbreve" - og der er modtaget overvældende mange og fine gevinster. Torsdag skulle de så sorteres, nummereres og skrives på gevinstliste. Det var overvældende, da vi ankom kl. 10, men Birgit havde allerede sorteret, så gevinsterne kunne "komme på rette hylde" - dvs. de mindste numre = de letteste gevinster på øverste hylde.

Gevinsterne stod nærmest i kø for at komme til - men efter ca. 3½ time var alt nummereret og pakket, klar til at blive kørt til Køge havn lørdag morgen. Vi håber nu på om ikke fint vejr - så dog tørvejr - også for de mange "tøser" der skal ud på cyklen!!

Red Barnet Køge lokalforening havde i marts existeret i 30 år og er mestendels en fundraising forening. Vi forsøger at øremærke de indsamlede penge, så de bliver sendt til en klub for større børn i nordvest Grønland - så vi håber på mange gæster - og et dejligt overskud.