mandag den 10. maj 2010

Klintekongen Quiltere - udflugt

På vores forrige møde spurgte Maria, om vi ikke snart skulle tage på tur - og det er virkeligt længe siden, så vi besluttede os for lørdag den 8. maj, hvor de fleste kunne deltage.
Da "de fleste" jævnligt kommer forbi Sorø Sy og Rens, rettede vi blikket længere nordpå - og fandt Holbæk, Asnes og Hørve passende. Imidlertid ringede Maria til Holbæk og fik at vide, at de faktisk holdt ophørsudsalg, så . . . . . Jeg spurgte mig for i Frederikssund og Anne sagde, at vi da altid ville være velkomne i BamseBo

og det var der enighed om. Vi var 6 og kørte i 2 biler, så vi ankom præcist kl. 10. Anne havde lavet kaffe og te og bagt muffins med røde sukkerhjerter på - og der er jo utroligt meget at kigge på - alle mulige bamser - Gitte købte en ugle - og Maria 2 bamser og en koalabjørn - og der kom vist også et enkelt mønster og nogle klude med ud af butikken . . . .

Derefter kørte vi til Tante Andante med planmæssig ankomst kl. 12 - også hun havde lavet kaffe og te og serverede diverse småkager og chokolader . . . .

Også her blev der indkøbt linealer, mønstre og nogle enkelte klude - der var bl.a. japansk stof med indvævede elefanter - og flere kunne ikke stå for det . . . .

Så kørte vi mod Hedehusene og Kirstens Quilt - der var godt nok vejarbejde, godt at det ikke var morgenmyldretid - for der var rigeligt mylder.
Nogle af os gik direkte på 1. sal og spiste vores "me'tagne" ma', inden vi gik på jagt i butikken.
Der var bøger og stoffer med rabatter . . . . og nogle uden! Jeg fik købt den FlipFlop lineal, der var udsolgt i Quiltegavlen - og endda til betydeligt lavere pris . . .
Butikkens officielle lukketid kl. 15 blev overskredet - men alle var glade, da vi vendte næsen hjemad.

Geilsk Topstykke

For en god tid siden havde Vibeke i StrikCaféen lovet sin datter at få strikket et topstykke. Hun kunne ikke selv strikke på pinde 3,5. Hun fik aftale med en, der ville strikke, men efter forgæves forsøg på at komme i gang, gav vedkommende op.
En tid gik.
Så spurgte Vibeke Erna, om hun ville gøre et forsøg . . . .
Utroligt men sandt, tirsdag kom Erna retur med det - hun havde ikke kunnet "knække nøden".
Jeg havde jo strikket i str. 6, så jeg lod mig overtale - og projektet er jo ikke umuligt - man skal bare have fuldstændig ro, holde tungen lige i munden - og bruge rigeligt af maskemarkører . . . .
Søndag var jeg nået til pullen - nu får Erna "lov" at strikke resten . . . .

søndag den 9. maj 2010

Det Kongelige Teater - My Fair Lady




Onsdag den 5. maj var vi atter i teatret. Meninghedsrådet i Højerup og Lille Heddinge havde atter arrangeret tur. Inge kom efter os - havde fået lov at låne "den store bil". Atter med bus fra Strøby Rejser med Bjarne ved rattet . . . .
Vi skulle denne gang i Det kongelige Teater - og så My Fair Lady. Jeg havde hørt fra en frivillig-kollega i krisecentret, at det var en god oplevelse!!
Søren Piilmann var professor Higgins - og han passede jo lige præcist til den rolle - Eliza blev spillet af livvagten Cecilie Stenspil - hvem skulle nu lige tro, at hun kunne synge - men det kunne hun!! Det er længe siden, jeg var i Det Kongelige Teater - men det var et dejligt gensyn - og godt at vi kørte i bus - hele området er gravet op - og parkering ville have været en "udfordring"

Strik-in i Basselund

Lørdag den 1. maj havde Connie inviteret til strik-in i Basselund. DH kørte mig til Lone på Lavendelgården og vi kørte sammen til Basselund- 45 min ad snoede veje . . . .
Vi var der allesammen - selv Sus, som ellers var forhindret . . . ja, ja - det trækker . . .
Connie havde mange mønstre, som Lone var fordybet i lææænge . . .

Sus havde noget DunLin, som hun ikke kunne strikke af - og havde spurgt, om jeg ville overtage det? Jeg medbragte den vest, jeg strikkede julen 2008 i Indien. Jeg var så bange for, at den ikke skulle blive stor nok - og så blev den for stor!! Jeg kunne heller ikke forlige mig med krave m.m. - så jeg mente, den kunne blive udbetaling for DunLin - men den var også for stor til Sus, derimod passede den Anja perfekt, så den rejste med hende hjem til Egernsund :-)
Til gengæld strikkede Anja på en bluse, som bliver for stor til hende (minus 60+ kg kan jo ses) - så det bliver Connies bluse, når den er færdig.
Vi havde en utroligt hyggelig dag - dejlige hjemmebagte boller og dejlig salat (jeg nåede lige at fortælle, at jeg ikke kan tåle rød peber, så der var også salat til mig) DH hentede mig ca. 17.30 og så gik turen hjemad - ca. 20 ankom vi til matriklen - jeg kørte hele vejen, det kunne jeg ligesågodt - så Ole Lukøje var der med søvnsprøjten, og jeg sov fjernsyn til sengetid . . . .

sommerhus

Sommerhuset, som jeg arvede efter min mor/mine forældre, er absolut kun et sommerhus!! Det betyder, at det ikke kan benyttes om vinteren, og også at når sommeren nærmer sig, ja så skal der gøres rent overalt. Min fru moder havde meget strikse regler for, i hvilken rækkefølge, rengøringen skulle foretages: først skulle stuen tømmes og alt afvaskes - derefter køkken og værelser. Så længe min fru moder levede og boede i Odense, kunne rengøringer deles over flere dage - det er jo så ikke længere muligt. Enten må vi køre frem og tilbage på een dag og gøre rent - eller vi kan gøre som vi gjorde i år: lufte sengetøj og rengøre først - jeg gad nok vide, hvad min fru moder tænker i sin himmel . . . . .
I tiden efter læmninger er det vanskelligt at forlade matriklen, men nu er lammene "store nok" til at fårene ikke lukkes inde for natten pga. rævene . . . Torsdag den 29. så vejret ud til at blive tørt og rimeligt i temperatur, så vi pakkede og kørte fra morgenstunden - fik slæbt sengetøj og madrasser til os 2 ud til luftning. Der var ikke plads til mere - og nu er ikke kun stakittet mod nord holdt på plads med bånd - også bjælken i nordvestlige hjørne var bukket under og stakittet nu holdt på plads med flagline . . .

Min far, som jeg mistede netop 30. april i 1982, satte træpaneler op på alle vægge i huset, men de kan ikke længere klare vintrenes fugt. Jeg har i de 3 år, jeg har haft sommerhuset ønsket at få fjernet panelerne og få det muret op . . . . Fredag var der lovet regn i morgenstunden - morgenstunden viste sig at vare hele dagen - hvilket var en god lejlighed til at gøre et forsøg - og det blev da helt pænt . . . . så mangler blot resten af huset . . . .
Nu kan vi så heller ikke se TV i sommerhuset længere - vi har en gammel antenne og et gammelt TV, men det kan jo ikke modtage digitale signaler . . . Så var der god tid for mig til at læse Hypnotisøren færdig!! - jeg glæder mig allerede til næste bog


og man kan jo også strikke - jeg er i gang med rundstykke nr. 2


Quiltegavlen - fortsat

Dette blev weekenden hvor Lis - efter at have syet i hånden "over papper" lærte at skære og sy på sin maskine.
Efter en "uheldig" start med skæve 4-patch - gik det betydeligt bedre med 9-patch - og Lis "så lyset" med symaskinen.

Helene "holdt fast", så Lis fik ikke lov til at pille papper ud - men fik besked på at skære og sy - og nu har Lis sin egen lille
"bibel", hvor sømrum og andre gode oplysninger er skrevet op . . .
Jeg havde - optimistisk som jeg jo er - det SKAL man jo være - medbragt 3 ældre sandwich - 2 Ricky Timms, hhv. delfiner og Red hat Lady - samt katteblokkene, jeg fik til min fødselsdag i januar 2005 fra Conspiracy gruppen, SewPals. Jeg havde regnet ud, at jeg kunne "nøjes med at sy 2 buede sømme mellem blokkene. Lad mig sige det sådan - jeg havde ikke regnet rigtigt - så jeg fortsatte med at doodle mellem alle blokkene - og planen blev så, at jeg vil håndquilte rundt alle kattehovederne. Derefter kastede jeg mig over Red Hat Lady Convergence, som blev quiltet over alt, undtagen den påsatte hat - efter den præstation kunne jeg mærke på mine skuldre, at jeg måske ikke skulle maskine mere den weekend!!
Helene havde beskrivelser på alle de teknikker, hun i løbet af week-enden demonstrerede, men man kunne kun købe dem, man selv havde prøvet (5 kr/ark), så jeg gik i gang med de 16 trekanter. Det blev til 9 fisk - 8 små og 1 stor - måske kunne jeg sy denne pude - den ville pynte i sommerhuset.
Jeg investerede i trekantskabelonen, syede strimler og fik skåret 6 trekanter til denne serviet

og jeg syede Ohio Star, dvs. jeg fik kun siden med beskrivelse på den store stjerne - og skulle have startet med den lille i midten. Helene havde problemer med at "regne tilbage", så jeg fik syet nogle "for store" stjerner, skønt der på beskrivelsen stod strimler på 2,5 inch

Men det endelige resultat blev sådan - måske et pudestykke, hvem ved - foreløbig hænger det på loftsgangen, hvor jeg har mellemfor på væggen nu. Man kunne også - som Helene - investere i fleeceplaid fra Jysk - det må komme senere . . . .

Quiltegavlen

I weekenden den 23-25. april havde Lis og jeg meldt os til et kursus i Quiltegavlen, Augustenborg.
Lis lagde bil til, og ifølge krak er der 320 km, så vi kørte her fra matriklen kl. 10 fredag. Mellem Køge og Borup holdt vi i kø pga. et større uheld i udfletningen ved Køge mod syd. Vi gjorde et lille hold i Langeskov og fik købt lidt stoffer - spiste i "Den gyldne Måge" ved afkørsel 50 - og så overtog jeg rattet.
Ved Christiansfeld måtte vi atter holde i kø - der var ved 13-tiden sket en alvorlig ulykke ved Haderslev, så motorvejen var lukket i begge retninger - det betød, at vi først nåede frem til Quiltegavlen kl. 16.20. Det gjorde dog ikke meget, da der var ankomst mellem 16 og 16.30 og Helene var endnu ikke dukket op - der var dog gengangere mellem kursisterne, så vi kunne finde os en plads. Der var 14 deltagere - Vi var blevet lovet eneværelser - og nu kan vi så sige, at vi ikke alene har sovet i en skurvogn - vi har også badet i en anden skurvogn!! Mit værelse var det midterste vindue i venstre skurvogn - toilet/bad i højre skurvogn . . .
Efter middagen - dejlige karbonader med kartofler og mælkeærter/gulerødder - demonstrerede Helene et antal teknikker, som jeg ved at grave dybt genkendte fra år tilbage.
Bl.a. hvordan man ud af 4 kvadrater får 16 trekanter og kan sy fisk
og der var en kurvet
trekantskabelon, hvor man kunne få dette mønster.


Desværre var FlipFlop skabelonen udsolgt -
ellers kunne man have syet et sådant






og så en "stack-n-slash" teknik med 4-patch



Der var 6 fra Vordingborg (inkl. deres lærer), og øjensynlig er Ricky Timms nu kommet dertil, for flere syede en sådan eller 1½


Et par af dem kopierede også Helenes "vin-køer"

nye sokker

Endnu et par sokker efter Vigdis sokkebog er det blevet til - det har været "ind-imellem" projekt, som har taget tid. Garnet er et tyndere sokkegarn fra Brugsen Bedford , strikket på pinde 2½ - pasformen er naturligvis perfekt :-)

Farverapporterne kan diskuteres - der dannes ikke rigtigt mønster - men sådan er det så . . . .

Albert i kassen

"julemanden" kom jo i sin tid med gaver fra Bangladesh i denne kasse -
det er Alterts yndlingskasse - så den må forblive på matriklen
Som de fleste katte har Albert kasser, poser o.lign. liggende overalt - og de bliver alle benyttet jævnligt . . . .


Mary Poppins

Søndag den 18. april var vi - atter - i Det Ny Teater hvor vi denne gang så Mary Poppins. Det var LOF der arrangerede, og vi kørte i bus fra Stevns kl. 15, så vi kunne når "Afternoon Tea" med agurk-sandwich og muffins. Vi fik også en kort fortælling om Det Ny Teater - samt lidt om forestillingen.

Netop det med bussen tiltaler mig - man bliver kørt lige til døren - og også fra døren og hjem - uden problemer med parkering m.m.
Forestillingen var - som altid i Det Ny Teater - fantastisk! Alene sceneskiftene var en oplevelse - for slet ikke at tale om kustumerne - festlige!! Skuespillerne sang dejligt - så alt i alt en dejlig oplevelse.