Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag

fredag den 28. december 2012

julefrokost på matriklen

 2. juledag er det efterhånden blevet en - dejlig - tradition, at vi får besøg fra Møn. I år blev formiddagen lidt hektisk for "yours truly", idet jeg havde glemt at hente de smykker, Inge Godt, Harvig, har lavet til Lillian - men det blev også klaret - og jeg fik samtidig min 25-års Sct. Georgs Gilde nål med også - de findes nu-om-dage kun med en elendig nål - jeg fik sat "øje" på, så jeg kan bruge den i en kæde.
Bordet blev dækket som vanligt med rød dug med guldengle, mine hvide engle med lys - samt jule dekorationen, og der blev serveret hvid, røde og karrysild, rejer og laks.
Derefter and, medister og flæskesteg med rødkål
Gemalen beklagede sig over, at der ikke bliver spist "noget" nu om dage - men så er der nem mad i juledagene, hvor der er vagt i Café Stevnen. . . . . Lillian medbragte hjemmesyltede (stevnske) rødbeder - lækkert!

fredag den 7. december 2012

hele 3 færdige

  Søndag var der en extra lang vagt i Café Stevnen (10.30-17). Store-Heddinge Handelsstandsforening havde valgt at flytte juletræstændingen fra fredag eftermiddag kl. 16 - til søndag kl. 17. Alle sejl var sat til for at trække stevnsboerne til købstaden. Algade var gågade med flere små boder - her kan jeg kun undre mig over, at når man laver pølser i såvel Klippinge som Tommestrup - hvorfor blev der så solgt pølser fra Holeby - osv. Hvor var lige Det stevnske fødevaresamarbejde???? Det må kunne gøres bedre næste år!!!
Café Stevnen havde fået doneret kaffe og materialer til sandwich bl.a. til stadeholderne, som så også kunne benytte toilet.
Mandag var også en tidlig morgen. Gemalen ville have mig med på indkøb, før han hentede foder til fårene. Det betød også ventetid på apoteket - de har 4 kasser. 3 kasser var "bemandet", en hvor expedienten valgte at tørre hylder af, en hvor expeditionen varede fra før jeg kom, til efter jeg gik - så reelt kun 1 kasse åbent - sådan er det med monopol . . . .
Ved middagstid var jeg dog klar til at starte bilen for at køre først 25 km PÅ Stevns, så 75 km på Sjælland, 2 km på Storebæltsbroen - og endelig 70 km til Nr. Aaby. Der blev mere og mere sne, jo længere jeg kom vestover.
Hos Sus blev der hygget igennem - og det lykkedes mig at få hele 3 strikketøjer færdige:
Først strømperne til SUS, hvor jeg lige skulle måle, om de var lange nok - og så lukke af.
Dernæst den lille kjole, jeg har strikket til Annes ene barnebarn Liva, som jeg tidligere har strikket til
Garn: Drops Merino Extra Fine (til str. 1-2 år er 4 nøgler ikke nok!)
Pind 4 - der skulle være en hæklet lomme, men garnet slap op :o)

Sidst - men ikke mindst - fik jeg strikket ærmekanter på min vendestrik cardigan
bundfarven er mit gotlandske garn - og striberne Kauni. Halsen er blevet god, og den bliver uden tvivl perfekt, når jeg får vasket og "glattet"

Hvor det dog letter, når flere ting bliver færdige - nu skal jeg videre med endnu et par strømper, pulsvarmere i domino - samt min grå trøje

fredag den 2. november 2012

RosQuilterne

 Mandag var der frivillig-møde i det sociale værested Café Stevnen kl. 17.10 - 18.15- med referatskrivning - og kl. 19-21 filosofisk cafe med Per Vibskov. Denne aften - den tredje af fire - var der kun 38 deltagere - et antal passende til lokalet.
Tirsdag var det "business as usual" formiddagen Vestens Bedste i børnehaven, dvs. nu hedder det ikke længere øst og vest, men blå og grøn stue - og børnene opdeles forskelligt hver dag - lidt forvirrende - og ærgerligt at måtte give slip på den fine titel "Vestens Bedste" :o) Om eftermiddagen StrikCafé i Café Algade, hvor vi atter har fået en ny deltager ;o)
Onsdag havde jeg åbne-vagt i Café Stevnen, men var hjemme ved 16-tiden, så jeg lige kunne slappe af og spise, før jeg kl. 17.45 kørte via Maria til Sorø Sy og Rens, hvortil Rosquilterne havde arrangeret den årlige juletur
- de andre var med bus - det valgte vi fra og kørte selv.
Som altid var der pyntet hyggeligt op til jul - og kaffe og hjemmebag blev nydt i de hyggelige stuer.
I Butikken var der masser af fristelser og der blev handlet flittigt ;o)

torsdag den 15. december 2011

hyggegave


Amalie, som for nyligt er flyttet til "byen" med sine forældre, kom på besøg med sin mor - og denne dejlige julehyggekurv med lys og servietter, kaffe og chokolade og juleøl
Dejligt, når nogen tænker på "os gamle" . . . ;o)

lørdag den 8. januar 2011

lysene er slukket

,træet plyndret og smidt udenfor - og forude venter uendeligt mange mørke dage, hvor det kræver næsten umenneskeligt extra energi hver gang, man er nødt til at bevæge sig uden for huset . . .
I Kirkens Korshær Genbrugs Butik, Strøby Egede, hvor jeg foruden af være sekretær i butiksudvalget også har fast vagt hver fredag eftermiddag, var det i går næsten en måned siden, jeg sidst var der. DS og DDIL ankom jo fredag den 17. december - og butikken har være lukket i mellemdagene.
Mange har benyttet fridagene til at rydde op i deres tøj, så der var kommet meget ind - så meget, at det var næsten umuligt at se, hvad der var . . . . Yderligere har vi hver første fredag/lørdag 50% på alle varer undtagen smykker og Danmarks bedste lys - så vi havde utroligt travlt i går.

Vi har hørt fra andre vagter, at de keder sig - det kunne vi også godt tænke os at prøve - som jeg plejer at sige, det er den dårligste arbejdsplads, jeg har haft: jeg får altid kold kaffe - hvis jeg når at få noget - og jeg har aldrig tid til at strikke blot en kort pind ;o) - men ok, formanden har lovet 100% lønforhøjelse i år, så det ser vi frem til . . . .

Kirkens Korshær har et lager i Holbæk, og de henter kasser med tøj hos os en gang om måneden, så vi fik sorteret i det tøj, der har hængt længe og pakket i kasser. Butikken er ikke så stor, så vi har plads til 6 kasser, og det passer også nogenlunde til det, vi kan pakke sammen hver måned. Det tøj, vi sender til Holbæk, kan andre butikker så rekvirere, det er jo ikke alle butikker, der som vi har en container til modtagelse.
På vejen hjem var jeg lige et smut omkring SuperBest - jeg havde modtaget en SMS om, at min fødselsdagsgave var ankommet med GLS fra BonaParte - og så var det ellers en træt kone, som kom hjem til matriklen.

mandag den 27. december 2010

Kreativsiden - julegaver

I et øjebliks vildelse fik jeg meldt mig til en julegavegruppe på Kreativsiden. Det lykkedes mig at få sendt mine gaver i tide, og i god tid modtog jeg mine. Gaverne blev åbnet 1. juledag - og der var fine ting imellem:
Fra Dytbåt var der et smukt, håndlavet kort, en lilla billedramme med katte indeni, en lille kattefigur, et nøglevedhæng med kattebilleder og 2 fingerringe, der mindsanten også passede: den ene af glas - den anden med lyserøde diamanter

Fra Havfruen var der denne smukke engel


og fra Sigrid49 også et håndlavet kort og denne herlige strømpenisse i kræmmerhus (måske skulle jeg forsøge at få et kursus - ?)

1. juledag - julefrokost


1. juledag havde vi julefrokost - dog lidt senere end vi plejer - DS og DDIL kørte lige til byen og handlede i SPAR, der var den eneste butik, hvor der var åbent - og de var overraskede over så mange kunder (mest mænd) der var der. DDIL havde benyttet formiddagen til at pakke lidt sammen, og det viste sig, at der kunne blive plads til lidt flere danske madvarer i kufferten.
Der var naturligvis hvide sild, røde sild, karrysild, æg og tomater, rejer, laks, lune fiskefilleter, nykogt rullepølse, sylte med sennep og rødbeder, anderester. DDIL havde ikke smagt dansk snaps før, men hun fik lært at drikke dem - og maden?? alt smager godt, når man lige tilsætter lidt chilipasta . . . .

juleaften

Juleaften blev fejret i overensstemmelse med alle familiens traditioner.
Den røde Damask Georg Jensen dug var pyntet med juledekoration i sølvopsats og de gamle engle med lys. Der var and med hvide og brune kartofler, sovs og nykogt rødkål (dog manglede de kogte, halve æbler med ribsgele, jeg havde simpelthen ikke fået købt æblerne)
Derefter var der Ris la la Mande, hvor DS naturligvis atter fik mandelen (hvordan gør han det?????) og dermed Svikmøllen.
Juletræet var pyntet lille juleaften af DS og DDIL, og de tændte også lysene - de nederste lys er elektriske, medens der er levende lys i den øverste halvdel
Vi sang Glade Jul, Julen har bragt, Juletræet med sin pynt og Nu er det jul igen - og der blev gået både langsomt og lidt hurtigere om juletræet - Diana var atter i år kuldret og for omkring, hurtigere end man kan forvente af en ældre (snart 12 år) dame ;o) Gaverne var mange og dejlige alle sammen - uden at fornærme nogen vil jeg påstå, at den gave, der vakte mest glæde, var en lup med lys, som jeg i sidste øjeblik købte til DH. Tjaaaa - og måske også gaven med kødben, der befandt sig mellem gaverne under juletræet - og som Diana fik åbnet med hjælp fra DS.

fredag den 24. december 2010

så blev det endelig jul

Så blev det den 24 december, og jeg var oppe klokken syv, for der var meget, der skulle klares fra morgenstunden: Rugbrødsdejgen, der havde stået natten over blev tilført mere vand, mel og salt og puttet i 3 forme til yderligere hævning, der blev lagt dej til franskbrød, der blev kogt risengrød og lavet Ris a la Mande - og der blev kogt rullepølse og lagt i pres i spisekammeret


Efter en hurtig morgenmad med lune baggels og hhv. the og kaffe gik DS ud med sneskovlen og i løbet af godt 1½ time blev der gravet en sti til fårenes forrum samt ryddet, så porten kunne komme op, således at DH kunne komme over og give mad, drikke og mere hø. Fårene holder sig inde - det er de nødt til - for den stride østenvind har dannet en 3 meter høj drive op mod grisestalden.
Jeg har nu fået pakket alle gaver inkl. mandelgaver ind - og vil nu gå ind og kikke på en firkant i kunstgarn . . . . .

Jeg vil benytte lejligheden til at ønske alle en rigtig glædelig og fredfyldt jul!!!

torsdag den 23. december 2010

lillejuleaften

Så kom sneen for alvor og dækker nu porten til fårene halvt. Al udkørsel frarådes - og sørme om ikke de også nævnte Stevns i radioen jov, jov . . . .
Alting bliver mere besværligt og langsommeligt med al den sne, men DH fik da skåret juletræet til med hjælp fra sønnen - og træet kom ind - og blev pyntet fint af DS og DDIL - og jeg fik kogt rødkål - masser af rødkål, men det kan jo fryses.
Jeg er ikke vant til at være så mange i huset, så pludselig kunne jeg se bunden på rugbrødene, og jeg måtte starte en ny portion, som bages i morgen.
Nu er risengrøden spist - og det er tid at få fundet and og rullepølse frem, så de kan blive hhv. stegt og kogt i morgen.

tirsdag den 21. december 2010

søndag blev juletræet hentet


Søndag blev juletræet hentet. Laban synes godt nok, det er noget mærkeligt noget, men man kan da komme højere op
I haven ligger sneen - og sneen er føget helt op på terrassen
Så er det godt, at der er tændt op i brændeovnen og lunt indendøre, og tid til frokost

tirsdag den 14. december 2010

Julestue på Kulturloftet

Da jeg kom til børnehaven i dag - jeg er jo Vestens Bedste hver tirsdag fra 9-11 - var planen, at de fleste børn fra Vest skulle til Biblioteket og høre historie.
Efter samling - og efter Ulla havde læst op fra Pyrusbogen for alle børnene både fra øst og vest - var det tid for at få overtøj, støvler, huer, vanter m.m. på. Madpakkerne blev pakket i pensionistvognen, og afsted gik vi. Luften har jo godt af, at vi er ude i den, og vi gik derfor via Nytorv og Algade til Biblioteket, hvor vi lagde overtøjet i en bunke indenfor i børnebiblioteks afdelingen.

Flaget var hejst ved Store-Heddinge Kirke - fordi alle dagplejebørnene havde været til gudstjeneste . . . .
Vi blev ført til kulturloftet, hvor der var pyntet fint op med tæpper og puder på hele gulvet - og hele 2 pyntede juletræer. Over det mindste juletræ, der stod på et bord, var hængt en mørkeblå "himmel" med stjerner i forskellige størrelser. Alle satte sig på gulvet, og der blev delt madkasser ud - og en juicebrik til hver.
Efter spisningen kunne vi så se på det elektriske tog
- det er altså ikke let at se på det uden at røre . . . . .
Jeg læste op fra et par bøger - og andre kiggede selv i andre bøger.

Klokken 11.30 kom Per Vibskov, præst i Store-Heddinge kirke, og efter lidt snak frem og tilbage - og om hvilken dato vi havde i dag, fandt vi i julekalenderen på væggen frem til de 2 historier, som han skulle læse: Det lille, bitte julelys - og historien om da Jesus forsvandt.
Vores nye præst er ikke så ringe endda til oplæsning og fortælling for børn . .
som vi også oplevede ved Foreningen NORDENs Morgengry.

søndag den 10. januar 2010

Min SBB - Secret Birthday Buddy

På den internationale quiltegruppe, hvor jeg i en årrække har været tilmeldt, har der tidligere været tradition for at melde sig til at være/få en hhv. hemmelig juleven - og en hemmelig fødselsdagsven. I 2009 blev det udvidet til at være både-og. Det skulle starte til Valentinsdag 2009 - og slutte Valentinsdag 2010. Det er jo så spændende, om man kan gætte/blive gættet inden da.
Jeg modtog i marts/april et meget fint tekstilt postkort med svaner - det blev sendt fra England - men det kan jo snyde - for måske har min SBB fået en anden til at sende det.
I god tid før juleaften modtog jeg så denne gave. En fin dåse med fine knapper og en del pynt - som nogen måske kunne bruge til crazy quilt - og indpakket i 2 stykker stof. Pakken var sendt fra Holland - og jeg fik en mistanke om, at det måske kunne være Wilma - ??
Fredag den 8. modtog jeg så denne fine fødselsdagsgave - igen sendt fra Holland . . . .
Hver ting var indpakket i det øøndigste babushka papir - og det var bare gode ting - mange af dem igen brugbare til broderi og crazy - igen gætter jeg måske på Wilma . . .

mandag den 28. december 2009

strik i julen - splejsning af mølbehandlet uld

Min farfar var i sin tid meget forarget, hvis jeg i juledagene sad med et håndarbejde - for så får man bullen finger!! Sandsynligvis var det fundet på, for at husmoderen i gamle dage også skulle have mulighed for at slappe lidt af.
Jeg har strikket det første par sokker, af de 3 nøgler, Isabella købte i Langeskov. Jeg "måtte selv vælge mønster" - og det er ikke nemt, når jeg har så mange i de 2 sokkebøger fra Vigdis. Jeg valgte igen Froggy-mønstret - jeg har strikket 2 par til mig selv med det, og dels er mønstret nemt - og dels er pasformen fin.

Mit første forsøg med valkning af (French Market Bag) taske (se tidligere indlæg) blev mildest talt ikke vellykket - strikkefastheden passede med 2 tråde gotlandsgarn 5,5,2 og pinde 4,5 - men det blev øjensynligt for fast til at valkningen var mulig.
Stædig er man jo - og jeg er nu i gang med 2. forsøg - een tråd af Gotlandsgarn 5,5,2, pinde 5.
Jeg har talt meget om splejsning af uld - og nu får jeg så rigeligt lysten styret. Jeg strikker nemlig af noget garn, som møl har forlystet sig med. Uvist af hvilken grund har jeg ikke smidt garnet ud - måske fordi det er yndlingsfarven koboltblå. Lige om lidt har jeg fået strikket hele nøglet - og der må strikkes videre med mørkeblåt. Garnet er rester fra en plaid, som jeg for snart 10 år siden vævede på en lånt klapvæv - og i 2 stykker, som ligger et-eller-andet sted og venter på sammensyning, hvis det da ikke også er ædt af møl . . . .

anden juledag

2. juledag havde vi besøg af Lillian og Henning fra Møn - "værtindegaven" var denne fætter - samt instruktion. Adaptor og USB skal jeg selv investere i - men kunne låne . . . .
Jordens søjler ligger på den lånte USB - og den glæder jeg mig til at høre . . .

Menuen var traditionel julefrokost, hvor vi begyndte med sild.
Store Norske sild fra Bilka er favoritten her på matriklen - især kryddersild . . . Dansk Supermarked omfatter også Netto, som i ugen op til jul havde Store Norske.

Dagen sluttede med, at vi spiste resten af Ris a la Mande'n fra juleaften - og Lillian fandt mandlen

Mandelgaven var Blæksprutten, som nu er flyttet fra Stevns til Møn.

fredag den 25. december 2009

jul

Lillejuleaften havde jeg kogt rødkålen - og pyntet juletræet. Det er første år, jeg alene har pyntet juletræ, da det "altid" har været mormor og drengene, der har klaret det, så det føltes lidt underligt. De seneste 2 år har vi ikke været hjemme i julen - i 2007 var vi i Malè, Maldiverne - og i 2008 i Hyderabad, Indien. I år skulle vi også for første gang holde jul uden DS . . . .
Juleaftensdag hentede jeg Isabella i Køge kl. 14,15 - og der var stadig meget sne, da vi kørte hjemover. Juleaften var traditionel med andesteg og Ris a'La Mande - vi kunne dog ikke spise så meget, at vi fandt mandlen . . . Vi gik om juletræet og sang de traditionelle julesange - og sluttede ad med "nu er det jul igen, nu er det jul igen, julen varer lige til påske, nej det er ikke sandt, for derimellem kommer Faster (min faster havde fødselsdag den 8. april :-). . )
Jeg havde strikket ponpon tørklæder til Isabella (hvidt) og til Frida (lilla) - og sokker til DH. Normalt strikker jeg i noget gråbrunt meleret og en enkelt sjælden gang i mørkeblåt garn fra Brugsen - men denne gang havde jeg vovet mig ud i mangefarvet gråt - det faldt ikke rigtigt i smag - for spraglet - og mon han bliver til grin, hvis han viser sig i dem ude i samfundet - tjaaa . .

"Alle" strikker og valker tasker, så det måtte jeg også prøve. Jeg så Anjas French Market Bag, googlede en dansk opskrift - og strikkefastheden passede med 2 tråde af hhv. mit tykke gotlandsgarn - og 2 tråde Kauni. Tasken blev færdig juleaften - og juledag kom den i vaskemaskinen med et par cowboybukser ved 40 grader - det skete der ikke meget, så forsøgte jeg mig med 50 grader - men kønt er resultatet godt nok ikke . . . . . Jeg må nok ringe til en ven og bede om hjælp . . .

julemanden kom til Stevns


Mandag den 21. december kl. 12,35 kom julemanden til Stevns - lige i tide til DHs fødselsdag. Der var gaver med til både jul og fødselsdag.
Søren sendte fra Bangladesh fredag, og DHL garanterer levering senest 40 timer efter - måske regner de kun med lystimer - ??
Julemanden hævdede, at han ikke havde kunnet leveret i week-end'en på grund af sne - og det kan han da have ret i . . . .