sorg og tomhed

Søndag var der ikke meget gang i Diana. Hun plejer jo at fare rundt på gårdspladsen og hilse på alle dem, der kommer for kun at besøge hende. Det blev der ikke noget af - hun lå i stuen - men logrede glad med halen.
Mandag morgen kl. 9 var der Morgengry på Store-Heddinge Bibliotek - vores præst Per Vibskov Nielsen læste atter op for børnehaveklassebørnene fra Erikstrupskolen - i år fra børnebog Mustafas Kiosk (1999) af Jakob Martin Strid. Det er hvert år hyggeligt at hilse på nogle af børnene fra børnehaven, hvor jeg er Vestens Bedste (altså, når jeg ikke lige er en falden kvinde).
På vejen hjem fra indkøb kørte jeg ind om dyrlægen - der var ingen tider mandag - men tirsdag kl. 11.
Mandag kl. 17 var der møde i konfirmandstuen - om Café Stevnen - og kl. 19,30 puttede vi PVN i bilen og kørte til Haarlev Bibliotek og Skumringstime. I stearinlysenes skær læste PVN højt fra Populærmusik, der var Niemis debut som voksenforfatter, og den fik da en bragende modtagelse.Blandt andet modtog forfatteren Augustprisen i 2000. Den er også blevet filmatiseret (SFI, 2004).
Romanen er en erindringsbog om en opvækst i Tornedalen, men heftigt omrørt med magisk realisme. Den behandler sin hovedperson – der faktisk er Tornedalen, og ikke så meget jeg-fortælleren – med kærlighed, men helt uden overbærenhed, og blotlægger de mange sociale, politiske og kulturelle skel der står på kryds og tværs af området. At handlingen udspiller sig i 60’erne, hvor selv bøhlandet så højt mod nord måtte affinde sig med amerikanske impulser, gør bestemt ikke bogen mindre dynamisk.

Tirsdag måtte vi så køre den tunge vej til dyrlægen og sende Diana på hendes sidste rejse.

Næsten 13 år har hun været en ikke væsentlig del af vores familie og liv, men det var tid nu.

Der blev så stille i vor gård

På under et halvt år er vi gået fra 2 hunde og 5 katte - til en kat - det er meget, meget underligt.
Diana er der ikke, påståeligt, når vi kører, ligger ikke indenfor hoveddøren eller i sofaen
- henter ikke avisen og forlanger go'bi'er - ikke - ikke - ikke . . .

Nordens Venedig?

nej, den titel har Stockholm jo forlængst bemægtiget sig - men vandveje, det har vi da bestemt på Stevns . . . .
Så meget, at jeg frygter, at der vil blive brug for omkørsel - udenom den indre cityring i vores by . . .
Derfor besluttede jeg mig for, da jeg kom hjem fra mandagsindkøbene og alligevel var iført støvler m.m., at gøre noget ved vores bagindkørsel
Den midterste del var nogenlunde, men der var en stor bunke i hver ende - og is!!! jeg startede ved gårdspladsen og fik kæmpet mig igennem
- og så ned til vejen - og det var jo en helt anden sag - her har snerydningen hældt store mængder af sne ind på matriklen - den var godt nok sej!!! men nu kan såvel vores rare post-dame som andre køre ind
Dooley var ude at kigge på
- det samme alle fårene - snebunker har sat det elektriske hegn totalt ud af drift - og nysgerrige, det er de jo . . . .
DH kom til og ved fælles hjælp blev isbræmmen hakket i stykker, så vandet også fra bageste indkørsel kan komme væk

Nu mangler det bare, at vi får mere sne - og det gør vi jo nok, men så kommer det da ikke ovenpå bunkerne . . . .

der kom en kat og flyttede ind . . . .

Agnes har nu fuldstændig annekteret den ledige stol med Magda (s skind) i ryggen (hvis da ikke døren til frontværelset står åbent, så hun kan komme op i sengen . . .

- og mindsanten også en hund - næsten . . . .
Dianas faste plads (med tæppe) har altid været højre side af sofaen, hvor jeg så sidder med mit strikketøj i venstre side. Naboens Dooley bor snart mere her end hjemme - og han mener nu, at så må hans plads da være i venstre side af sofaen - jeg kan allernådigst få lov at sidde der, når bare ikke jeg fylder for meget . . . . .