onsdag den 14. maj 2008

cykelcamping - gæster i haven



I aftes kom de første gæster på cykel fra Hamburg. De 2 piger var cyklet fra Møn og onsdag går turen videre via Højerup Kirke på Stevns Klint og Gjorslev slot til København.


På grund af den kolde vind fra øst slog de teltet op i læ af "hønse"grantræet - bag Phillippaæbletræet.

Min fødselsdag

Min fødselsdag 6. januar blev fejret på Maldiverne - Usha havde arrangeret en udflugt med båd fra Kurumba, Foruden 3-mands besætning var der 2 guider til 2 russiske par, et nygift amerikansk/indisk par fra New York - og os.

Vi sejlede først ud et sted, hvor man kunne dykke, så på besøg på en lokalø, hvor der boede ca. 1.000 mennesker, mest ældre og børn, idet dem imellem er på arbejde på andre øer - og til sidst til en picnic-ø - hvor en kok fra Kurumba ventede med lækker grillmad.



Om aftenen fik jeg den smukke opsats med røde roser af Usha og vi spiste på resortets indiske restaurant, hvor bordet var pyntet med røde og grønne ris "happy b'day".



2.pinsedag, mandag den 12. maj, hvor DS var hjemme i Danmark, havde vi så inviteret familie og venner kl. 13 - det var en meget smuk og lun dag - men sidst på eftermiddagen kom en frisk, kold vind fra øst, så det var alligevel godt, at vi holdt festen hjemme i haven. Vi fik dejlig mad fra Kokken og Jomfruen - og som ønsket var der flere sange :-)

tirsdag den 13. maj 2008

Søren og Usha gift på Sri Lanka

Min uge gik som vanligt med arbejde - og fredag aften fik atter vi Søren hjem igen fra Aalborg. Lørdag kørte han til Køge og fik fremkaldt alle billederne fra hans og Usha indgåelse af ægteskab mandag den 28. april 2008 - således at de kunne komme med til min fødselsdagsfest mandag den 12. maj/2. pinsedag.
Brylluppet var oprindeligt planlagt 08-08-08, men pga. Sørens nye job i Houston, Texas, USA, og for at lette papirarbejde med opholdstilladelse, arbejdstilladelse m.m. blev vielsen rykket frem.
Den stedlige notaren (damen med ryggen til) foretog vielsen, og vidnerne var Hotelejeren (i grøn skjorte) og hoteldirektøren (i rød skjorte)
Vores svigerdatter, Usha Sree Parvathineni, er født og opvokset i Hydrabad, Indien, tog sin endelige uddannelse i Moskva, taler 7 sprog og har arbejdet på Maldiverne en del år på forskellige resorter, senest http://www.kurumba.com/ - her som Front Desk Manager.

søndag den 4. maj 2008

Uge 18/2008

DS Søren ankom til Danmark fredag eftermiddag - det gjorde hans kuffert dog ikke!! - den var blevet borte enten i Dubai eller Düsseldorf. Heldigvis har han en forsikring, der gør, at han kan købe for op til kr. 5.000 - og når man skal have både tøj og toiletartikler til nogle dage, er det såmænd ikke så meget


Computertasken og posen med bøger og cigaretter faldt til jorden lige inden for døren og Søren fandt hurtigt ynglingshjørnet og fortsatte på den p.t. igangværende bog
- som om det ikke er 9 måneder, siden han sidst var hjemme :-)

Lørdag morgen gik turen så til din
Tøjmand, hvor han fik købt alt fra sokker til jakke - og derefter til Matas og Brugsen efter diverse toiletartikler - det værste at mangle - oplader til telefonen - måtte han dog køre helt til Køge efter - men intet er så galt, at det ikke er godt for noget, og han fik så konstateret, at han ikke har glemt at køre bil - På Maldiverne har han motorcykel til rådighed - ikke bil.


Søndag over middag kørte han mod Århus, hvor han skulle overnatte hos venner fra Skoldhøjkollegie-tiden - og mandag morgen kører han så videre til Hotel Fønix, Aalborg for møder hele ugen.

Kort tid efter, Søren var kørt,

ringede de fra Bagagen - og fortalte, at kufferten var fundet og bliver kørt ud i løbet af mandagen - det bliver så til Aalborg. Det var en lettelse med den oplysningen, for Søren havde en del af værdi i kufferten - men nu har han da lært at have den slags i håndbagagen.

Week-end'en bød på fantastisk vejr, så Gert fik afprøvet sin nye havetraktor - og græsset er efter week-end'en nytrimmet overalt.
I ugens løb er køkkenhaven blevet "sat til" der er adskillige kartoffelrækker og derudover er der sået dild, fin pluksalat,
radiser, vintergulerødder og spinat - og der er sat skalotteløg, rødløg og zitarløg

Det er bare med at glæde sig over den "rene" køkkenhave - erfaringen siger, at det længe ikke varer, før ukrudtet nærmest exploderer op.

Lammene forsømmer ikke en lejlighed til at få sig en tår mælk - nu varer det ikke længe, før de er så store, at de nærmest løfter deres mor op, når det sker.
Ingen tvivl om, at de også nød det dejlige vejr og det saftige græs på marken.

Halstørklædet i Gotlandsgarn til Gert er blevet færdigt, nu hvor vi har fået forår/sommer - men så er det jo klar til næste vinter.

SuperKarlas Ønskekappe er efter besværlighederne med firkant 15 nu blevet forøget med både nr 16 og 17, så det går støt fremad.

tirsdag den 29. april 2008

Uge 17/2008

Ugen gik med arbejde, arbejde og arbejde, men nu kan jeg se en ende på mit ene job, og får så en ugentlig fridag hver fredag. Invitationer blev skrevet og sendt ud til 2. pinsedag kl. 13. Maden blev bestilt og dermed kan jeg sove roligere. Søren og Usha tog ringe på onsdag den 23.04 kl. 04.33 og rejste til Sri Lanka, hvor de skulle være i 4 dage før de kunne blive gift mandag den 28. april. Det skete i Hotellets have af en giftefoged. Tirsdag skulle papirerne oversættes og derefter rejser Usha hjem til Indien, mens DS rejser hjem til os og ankommer fredag den 2. maj. Det er lidt underligt, at ens eneste søn bliver gift, uden at man er til stede - men vi må så glæde os til bryllupsfesten 08-08-08!

Søndag den 27. april blev Lillian på Møn lige så gammel som mig - og hun inviterede til brunch

Fødselsdagsgaven fra Henning var en sælskindspels - passende at bære, når de torsdag flyver til Grønland for at besøge Malene.



Strik er det desværre ikke blevet meget af. Jeg har dog fået mit halstørklæde færdig - så det skal lige vaskes og blogges. SuperKarlas Ønskekappe - her bøvler jeg stadig med firkant 15 - men jeg er da halvvejs efter et par forgæves forsøg.
Patchwork har jeg syet lidt - men ikke noget, der kan vises her :-)

uge 16/2008

Onsdag den 9. april var vi i Det Ny Teater og så "The King and I". Menighedsrådene for Højerup, Lille Heddinge og Havnelev kirker inviterede med bus til teatret.
Det er et fantastisk udstyrsstykke, teatret er "et rigtigt" teater med røde løbere, prismekroner og stil - en dejlig aften!
Bededag skete et mirakel på matriklen. I efteråret knækkede flagsnoren - og mine mange hentydninger til flagdage var uden virkning, men endelig blev flagstangen ved fælles hjælp lagt ned - og nu kan jeg atter følge med i, hvor vinden kommer fra.

Jeg vil hellere flage på en ikke-nymalet flagstang - end slet ikke flage :-)

Meget af min tid går nu med at genne får og lam ind i stalden om aftenen - de er vant til selv at kunne vælge, hvornår de vil være hhv. ude og inde - men med ræven på jagt - så må de ind om natten. 15. april fik vores Gim'er fra sidste år 2 meget små, men fine lam - og hun passer dem fantastisk - hun skal nok blive et godt moderfår.

Vi har nu 10 levende lam - 8 gimmere og 2 væddere!!



uge 15 - forårshaven

Gode intentioner rækker ikke altid. Jeg mente ikke, jeg stilede for højt med planen om at opdatere blog'en hver søndag, men .....



søndag den 6 april var jeg i haven med kameraet - her har kejserkronen fået god plads, efter at bambus'en blev flyttet - Laban holder øje med, hvad jeg laver





Kærmindesøster er een af mine yndlingsplanter, fordi den minder mig om min far. Jeg ved godt, at mange har samme holdning til den som jeg har til Vinca - men med en have af vores størrelse er der plads mange steder til, at den kan brede sig


Kvæden blomstrer atter velvilligt ved terrassen - og kan nydes fra stuen.


Forårshavens dejligste syn er de blå hyacinter, der er medtaget fra Lolland - sammen med påskeliljer!!!



primula blomstrer også

søndag den 6. april 2008

uge 14/2008

Lørdag måtte vi konstatere, at "glæde og sorrig tilsammen vandre" - Idas gimmer var ingen steder at finde - og den eneste årsag må ligge i, at naboen ikke længere har sine grise på friland - og dermed må rævene søge andre fødemidler :-(
Det er jo sådan, at "københavneren" tænker, at der er så dejligt ude på landet, lad os flytte derud og lave det hele om! - og ÅÅHH hvor er de bare søde de ræveunger, de sulter sikkert, vi give dem lidt mad - dermed er der flere munde at mætte
- undskyld det sure opstød, men det er så ærgerligt at miste et kært lille lam på den måde.

Men glæden kom også lørdag, idet 2-sock fik 3 gimmere - hvis i ser efter, er der faktisk 3!! - og søndag fik Ingrid også 3 gimmere - så nu mangler vi bare Sonja - og Dagmar - Dagmar er en gimmer fra sidste år, så det varer - måske - lidt endnu. Normalt kan fårene selv vælge, om de vil være ude eller inde - døren er åben - men nu skal i det mindste lammene ind!! Det er vanskelligt, for den erfarne 2-sock ved godt, hvad det betyder at blive gennet ind - enten skal man klippes - eller også forsvinder lammene!! så det lykkedes kun at få lam og mødre ind - Sonja, Dagmar og Axel må så blive ude, vi kan jo heller ikke have for meget uro omkring de små.

SuperKarla er ikke kommet en firkant videre de 11 siden sidste søndag


- til gengæld har jeg strikket min jazz-variation færdig - og er ikke fornøjet med den - forkanterne ruller - jeg ved ikke, hvad jeg lige skal gøre ved det??
og retrillerne for oven ar ærmemanchetterne burde have været grønne!!



jeg har strikket lidt videre på min Bitte/Etta, dvs Bitte med kort ærme, her er jeg nået på den anden side af halsen ...

Dunlin er kvaliteten - og jeg er sikker på, at den bliver lækker til sommer, selvom vi ikke længere skal til Maldiverne - men der er sikkert også varmt i Houston - for slet ikke at tale om Stevns til sommer :-)


Jeg er begyndt på et ryste-sjal på pinde 15 - garnet købte vi i Vissenbjerg - Danmarks bedste håndarbejdsmesse !!

og jeg har startet på en halstørklæde i det tykke gotlandsgarn - efter en opskrift, jeg købte lørdag på messen i Roskilde.
5 ret, slå om, 1 ret, slå om, 5 ret, 1 løs af, 2 ret sammen, træk den løse over, 5 ret - det skulle efter sigende være et gammelt mønster, men jeg ved ikke hvad det hedder. Tørklædet er til DH, så må vi håbe, han kan lide den bordeaux, der lige var til rest efter endnu en hindbær nederdel til Kaya - ellers kan det vel sælges.
Billedet blev lidt mørkt - men det må være til en anden dag, nu er det lige straks sengetid.
Ellers er søndagen gået med sortering i bilag efter min mor, der døde 18. februar 2007, mens vi var på Maldiverne. Jeg troede, at der måtte gå 1½ år til endelig afslutning, men det må der ikke!! 1 år - og så har man 3 måneder til at afslutte, så nu er der møde hos advokaten på tirsdag!
Det er utroligt, at man altid udskyder ting - men jeg kan da også undskylde mig med, at jeg arbejder 40+ timer om ugen p.t. + transport til 2 forskellige arbejdssteder, dermed overholder jeg ikke 11-timers reglen - de fleste dage er jeg hjemmefra i mere end 11 timer - og det er ikke i orden for gamle koner som mig!!!
Beklager jeg mig til DH, konstaterer han blot, at han ikke forstår, at jeg ikke, når jeg HAR modtaget mit efterlønsbevis, hygger mig i sofahjørnet - det må jeg lige tænke over!!!

torsdag den 3. april 2008

Jeg deltager i et hemmeligt bytte, hvor vi i 2008 skal sende seks gaver til forskellige. Det første var spring-byttet, hvor hver af de 6 gaver skulle starte med hvert bogstav i ordet spring

Her er, hvad Lola fra Sarnia, Canada sendte mig - fantastisk fine gaver, hver indpakket i stof - hhv. stripes, pink, red, indigo, noir, green - meget kreative gaver
Jeg sendte selv til England.
Næste gang er Summer - spændende at finde på ting, der danner de bogstaver.

Ida's lam

I dag kom årets første lam - de var længe ventet. Ida fik sidste år 4 lam, hvoraf de 3 levede og i år 3 lam, hvoraf de 2 er store og levedygtige - en vædder og en gimmer.

Gimmeren er helt sort - medens vædderlammet er hvid i hele hovedet og med hvide "strømper"

Mor og børn har det fint!!